Hundelort får nordjyderne til tasterne

Hundelort på fortorvet er noget, der bringer sindene i kog - ikke bare på gaden - men også på nettet.

Efter at vi her på TV2/Nord bragte et indslag om, at der mange steder i Aalborg flyder med hundelort på gaden, har vi fået over 200 kommentarer fra seerne.

Mange af dem kommer med skarpe holdninger til hundenes efterladenskaber. På Facebook skriver en bruger blandt andet:

- Der burde gives bøder for ikke at samle op.

En anden skriver:

- Nogen har en pose med, men smider den med indhold i naturen.

Mogens Kjeldsen fra Nøvling er en af dem, der har blandet sig i debatten på nettet. Han stillede i dag op til et interview.

- Jeg forstår ikke, hvorfor det altid er os hundeejere, der skal have skylden. Hvad med katteejerne - eller dem der uhæmmet smider skrald i naturen - de sviner da lige så meget?, spørger han.

Og han bakkes op af renovationschefen i Aalborg Kommune, som mener, at folk generelt har for ligegyldig en holdning til at rydde op efter sig selv.

- Det koster mange penge at rydde op - og der ligger faktisk mange ressourcer i grøftekanterne, som kan genanvendes. Derfor er det bare med at få smidt skraldet ud de rette steder, forklarer han.

Hundeejeren erkender dog, at skraldet ikke fratager ham ansvaret for at rydde op efter sin hund.

- Nej, det er jeg godt klar over. Jeg gør også, hvad jeg kan - det er jo os alle der skal betale, når kommunen skal rydde på.


Seneste nyt

fra Nordjylland