Husejer i Hjørring får bøde for afbrænding

Privates brug af åben ild er skyld i nogle af de naturbrande, der hærger i blandt andet Nordjylland.

En husejer på Stengårdsvej i Hjørring Kommune kan imødese en bøde, fordi han tirsdag overtrådte det forbud mod udendørs afbrænding, der er indført på grund af det tørre vejr. Han overtrådte afbrændingsforbuddet og forårsagede en naturbrand.

- Det er tørt, og det blæser, så man tilsidesætter sikkerheden for alt og alle ved at overtræde afbrændingsforbuddet, siger vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Politikredsen kunne alene tirsdag melde om seks naturbrande, heraf de fire i løbet af tirsdag eftermiddag.

I et tilfælde - på Pindbakvej i Dronninglund - var branden så kraftig, at brandvæsnet måtte rekvirere to ekstra tankvogne for at være sikker på at have vand nok til at få bugt med flammerne, der breder sig hastigt i den tørre natur.

Ingen er kommet noget til ved brandene, men de har givet travlhed hos brandvæsnet og politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland