Hvide Klit er klar til 2.divisions golf
Det nyoprykkede 2. divisionshold Hvide Klit har blandet kortene til sæsondebuten. 46 år mellem den yngste og ældste.
Golf er en sport for folk i alle aldre. Det gælder også Golfklubben Hvide Klits oprykkere i 2.division, som lørdag 16. og søndag 17. maj spiller sæsonens to første kampe. Holdet i sæsonpremieren består af Jens Venøbo (15 år), Lasse Sørensen (16), Lasse Røntved (18), Theis Jørgensen (39), Jan Andersen (48) og Johs. Jepsen (61).
- Netop denne blanding af unge og gamle spillere gør, at jeg tror på, vi klarer den. Der er ingen tvivl om, at de tre andre hold i puljen betragter os som det svageste hold, men vi har en ekstremt god bredde. Den var skyld i, at vi rykkede op, og den skal også bære os igennem 2. division, siger daglig leder i Hvide Klit, Jan Andersen, som er en af de rutinerede spillere på førsteholdet.
Det er første gang i Hvide Klits historie, at klubben er repræsenteret i 2. division. Jan Andersen håbede, at det ville betyde tilgang af en enkelt eller to dygtige spillere. Det skete desværre ikke. Tværtimod har Phillip Søby Larsen og Rasmus Haugaard forladt Hvide Klit. Førstnævnte er nu proassistent i Aalborg Golf Klub. Derudover er Mads E. Seidler kommet sent i gang, så han er heller ikke med i sæsonpremieren.