I dag starter sagen mod Rebild-faren

I de næste par uger vil en ny sag om misbrug af børn køre ved retten. Sagen kan ende med en forvaringsdom.

Mandag begynder en ny sag om et årelangt sexmisbrug af en søskendeflok fra Nordjylland.

En 56-årig far er tiltalt for at have misbrugt både sønner og døtre og for at have truet børnene til at dyrke sex med hinanden.

Også to piger uden for familien, er manden under anklage for at have misbrugt.

Dermed er der reelt mulighed for, at det kan lykkes anklageren at komme igennem med kravet om en forvaringsstraf til faren, hvis han findes skyldig.

Det blev også forsøgt i sagen om faren, der endte med at blive idømt 11 års fængsel for vanrøgt af sine børn fra Brønderslev.

- Det er min overbevisning, at der er så mange ting, der adskiller den her sag fra Brønderslev-sagen, at man ikke kan umiddelbart kan sammenligne dem, siger anklager Annette Abildgaard.

For at forvaring kan komme på tale, skal den dømte udgøre en væsentlig fare for andre.

Dømmes manden for overgreb mod andre end familiemedlemmerne, vil retten formentligt nemmere kunne overbevises om, at farlighedskravet er opfyldt.

Dommen på de 11 år fra Brønderslev er den hidtil hårdeste om overgreb mod børn. Til sammenligning fik faren i den såkaldte Tøndersag 10 års fængsel for at låne sin datter ud til sex med andre mænd.

Sagen fra Rebild kører frem til udgangen af marts.

Undervejs skal de i alt ni børn afgive deres vidneforklaringer bag lukkede døre.

Faren blev anholdt i 2010. Kommunen havde forinden haft mistanke gennem længere tid om, at der var noget galt. Men der kom til at gå flere år, før politiet mente, at der var beviser nok til at anholde manden.

Sagen kommer umiddelbart efter, at nye tal fra Rigspolitiet har vist, at der anmeldes færre sager om misbrug og vanrøgt af børn. I forhold til 2010 faldt antallet af både anmeldelser og sigtelser sidste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland