I dag starter VM: Fire nordjyder skal kæmpe mod Kina
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Træning inden afrejse mod VM.
Det er i eftermiddag, Danmark møder Kina.
Når kvindelandsholdet i dag spiller mod Kina, er det med flere nordjyder på holdet. Det hele foregår på den anden side af jorden - i Perth - og det er klokken 14 dansk tid, at spillerne fra landsholdet går på banen.
FIFA VM 2023
VM i kvindefodbold afvikles i Australien og New Zealand fra den 20. juli til den 20. august 2023
På holdet er der flere med nordjysk ophav.
Det gælder blandt andre forsvarsspilleren Frederikke Thøgersen fra Thisted (Inter Milan) og midtbanespilleren Emma Snerle fra Dronninglund (West Ham United).
I alt er der udtaget fire nordjyder til landsholdstruppen, og det inkluderer også forsvars- og midtbanespilleren Sara Thrige (AC Milan) fra Farsø samt angriberen Amalie Vangsgaard, der til daglig spiller for den franske storklub Paris Saint-Germain, kommer fra Pandrup.
På landsholdet er der også Maja Bay Østergaard, som har sin daglige gang i det nordjyske, hvor hun spiller for FC Thy-Thisted Q, ligesom flere af spillerne har en fortid i Fortuna Hjørring.
Svær gruppe
Det er første gang i 16 år, at de danske fodboldkvinder kan få lov til at synge med på ”Der er et yndigt land” inden en VM-kamp.
Men efter en udvidelse fra 24 hold til 32 og en suveræn dansk VM-kvalifikation står de der nu igen, når det hele går løs i Australien og New Zealand.
Danmarks VM-gruppe:
Kina
Danmark
England
Haiti
De to bedste fra gruppen går videre til 1/8-finalerne.
Ifølge TV2 Sporten er Danmark havnet i en svær gruppe ved VM. Men udenlandske kommentatorer spår alligevel gode chancer:
- Jeg synes, de skal komme videre fra gruppen. De fleste regner med, at det vil være som nummer to efter England – men de kunne også gå hen at vinde gruppen, siger den engelske fodboldjournalist Rich Laverty.
Men jeg tror, Danmark går videre, fordi de er et af de mere solide hold og har en kvalitet i offensiven. Det er bare et svært hold at slå.
Rich Laverty, engelsk fodboldjournalist
Danmark er havnet i en gruppe, hvor de skal op mod de engelske europamestre, de asiatiske mestre fra Kina og VM-debutanterne fra Haiti.
- Jeg tror virkelig, at gruppen bliver tæt mellem alle fire hold. Kina er heller ikke et nemt hold at spille mod, og Haiti kan spille uden frygt og bare gå efter det.
De forsvarende europamestre England er modstanderen 28. juli klokken 10.30, mens gruppespillet afsluttes mod Haiti 1. august.