Sound on/off

1960-1970

Gestapo-spøgelser i natten

Ester Christiansen fra Aalborg bliver født i 1949 i Aarhus, ind i et arbejderhjem og en efterkrigstid, som er præget af faderens, Jens Erik Sørensens, traumer fra otte måneders tysk fangenskab under Anden Verdenskrig.

Ester Christiansen vrister sig fortumlet fri af søvnen. Lejligheden omkring hende er mørk under skråvæggene, og inde fra stuen kan hun høre ham igen: Hendes far, der skrigende er ved at vågne fra sit mareridt.

Hurtigt kravler hun ud af den lille harmonikaseng under spisebordet, styrer uden om sin mors sovesofa midt i rummet og åbner døren ind til faren på plyssofaen. Han er halvvågen, gennemblødt af sved og skrækslagen.

Det er det samme mareridt igen, får hun ud af ham. Det er drømmen om, at Gestapo-officererne kommer lige imod ham, og når han forsøger at vende sig for at undslippe, kommer de også bagfra. Så fra den ene side. Nu fra den anden. Han er omringet, og de kommer hele tiden tættere på.

Lige før de når ham, vågner han til virkeligheden i den lille toværelses lejlighed i Absalonsgade. Men spøgelserne fra det levende mareridt, han stod igennem i slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 følger ham resten af livet, og får ham til at hviske sine traumer ud i ly af mørket med jævne mellemrum i 1960'erne til sin yngste datter og sin kone.

Men ellers er Jens Erik Sørensen ikke meget for at fortælle om de otte måneder, han var tyskernes fange under Anden Verdenskrig. Han vil helst ikke huske den dag i august, hvor han blev snuppet af Gestapo, eller de uger, hvor han blev tortureret under forhør, før de sendte ham til Frøslevlejren i Sønderjylland og senere til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg.

Det er en historie, Ester Christiansen kun får i usammenhængende brudstykker, inden hendes far dør i 1980. Og en historie, hun mange år senere forsøger at blive klogere på ved at tage nøjagtig den samme tur til Tyskland, som hendes far gjorde, mens Europa stod i flammer omkring ham.

1938-1944

Den stille kommunist og modstandsmand

Da Jens Erik Sørensen gifter sig med Lilly Sørensen i 1938, er der næppe nogen af de to, der kan forestille sig, hvad der er på vej. Eller hvad Jens Erik skal ende med at stå igennem for sin politiske overbevisning og sin kommende kamp for Danmarks befrielse.

Mens det lige så stille rumler i Tyskland, rykker de ind i den lille toværelses lejlighed med de skrå vægge oppe under taget i Absalonsgade, der skal blive rammen om hele deres tilværelse sammen, og som er så lille, at dagligstuen også fungerer som soveværelse. Lilly får arbejde på chokoladefabrikken Elvirasminde. Jens Erik er i signaltjenesten på jernbanen, som løber tæt forbi deres bolig. 

Her i Absalonsgade lå familien Christiansens lille toværelses lejlighed. Foto: (Privatfoto)

Lilly Sørensen fik arbejde på chokoladefabrikken Elvirasminde. Foto: (Privatfoto)

Hos dem er der styr på kønsrollerne - Lilly står i køkkenet, og Jens Erik, der er erklæret kommunist, passer sit arbejde, svinger fanerne og kæmper for bedre løn for arbejderne i Aarhus. Et arbejde, han fortsætter med det første års tid, efter tyskerne er marcheret ind og har besat det lille kongerige. Men da Tyskland invaderer Rusland i 1941 og samtidig begynder at arrestere og deportere kommunisterne i Danmark, går Jens Erik under jorden.

I tre år bor Lilly Sørensen alene i lejligheden i Absalonsgade. Kun engang imellem drister Jens Erik Sørensen sig hjem for at kigge til hende og deres første datter, men ellers bor han rundt omkring i byen hos forskellige partikammerater og venner. Hele tiden på farten, så Gestapo ikke skal kunne finde ham for let. 

Jens Erik og hans Lilly. Foto: (Privatfoto)

Det er nu ikke, fordi han er den i DKP, der er mest synlig. Han stiller sig ikke op på talerstole og adresserer mængderne. Han er ikke en vigtig mand, men i stedet sådan et usynligt partimedlem, der arbejder i kulisserne og tager det tunge slæb. En rolle, han trives med lige indtil sommeren 1944, hvor han bliver bedt om at rykke frem i rækkerne.

Efter to store arrestationsbølger i den kommunistiske modstandsbevægelse i Aarhus er der brug for nye folk. Der bliver peget på Jens Erik Sørensen som ny byleder. Og han tager imod opgaven. Udover at trykke og uddele illegale flyveblade med informationer om sabotageaktioner og hvilke handelsdrivende, der samarbejder med besættelsesmagten, er det også hans ansvar hele tiden at sørge for nye skjulesteder til partikammerater på flugt. 

Tyskerne i Aarhus under Anden Verdenskrig. Foto: Besættelsesmuseet Aarhus

Han løser det hele i samarbejde med en partifælle, Grethe Bartram, som har været med i partiet i mange år og nu er blevet en betroet og vigtig del af modstandsbevægelsen. Noget, der skal vise sig at blive skæbnesvangert.

For den 21. august 1944 går det galt.

På vej ind til et møde i et snedkerværksted, med flyveblade under armen, bliver han snuppet. Gestapo har siddet i værkstedet og bare ventet på ham. Bundet på hænder og fødder bliver han læsset ind bag i en bil og kørt til afhøring i det hemmelige politis hovedkvarter - kollegieblokkene på Aarhus Universitet.

August-september 1944

100 slag med læderrem

Han fik med en læderrem i løbet af disse timer cirka 100 slag på sin nøgne krop.

Retsakter, 1947

Måske har han været sammenbidt, dér i bilen på vej mod universitetet. Måske har han forsøgt at forberede sig selv, at sætte sig op til det, der venter ham lidt længere oppe ad bakken.

Måske har han været forstenet, lammet af chok og rædsel. Man kan kun gætte. For Gestapo var ikke kendt for sine milde forhørsmetoder. Tværtimod var der i modstandsgruppen i Aarhus et mantra om, at hvis man kunne holde sin kæft de første 24 timer, så var man en hård hund. Bare 24 timer, så havde resten af netværket tid til at skjule sig, gå under jorden, forsvinde, før offeret i torturstolen gav op og måske begyndte at nævne navne.

Det har Jens Erik Sørensen godt vidst på vej mod Gestapos hovedkvarter. Men hvad han ikke ved er, hvor længe det vil stå på, eller hvor længe han vil kunne holde det ud.

Ifølge vidneudskrifter fra en retssag efter krigen er forhøret måske nok begyndt roligt nok. Men det har hurtigt udviklet sig.

- Fra klokken 12 middag var han i forhør til klokken 22. De ville have, at han skulle tilstå at være Emil, men det ville han ikke og kunne ikke, da hans dæknavn ikke var Emil. Han fik med en læderrem i løbet af disse timer cirka 100 slag på sin nøgne krop, fremgår det af akterne.

Herefter har de kørt ham til arresten og en nat i ensomhed i en lille celle. Næste dag går det løs igen. Med spørgsmål, med krav om at bekræfte navnene på sine kammerater, med flere tæsk. I to uger står Gestapos forhør af Jens Erik Sørensen på. I to uger holder han ud og nægter at sige noget. At angive nogen.

Hvad han har tænkt, ved vi ikke. Men ét spørgsmål må alligevel have plaget ham, ikke kun i de uger, men også i de forpinte måneder, der fulgte: 

- Hvem har stukket mig?

1944-1945

Forræderen

Nu er det mange år siden, men Ester Christiansen kan i dag stadig huske snakken i lejligheden i Absalonsgade, når hendes far fik besøg af sine gamle venner fra modstandsbevægelsen.

Og hun kan især huske ét navn, der igen og igen dukkede op i samtalerne over cerutter og snaps: Grethe Bartram. Et navn, der altid blev fulgt af rynkede pander, rystende hoveder og en bølge af selvbebrejdelse blandt de mænd, hun så som helte.

For hvorfor så de det ikke noget før? Hvorfor stolede de så blindt på hende? Hvad kunne de ikke have sparet sig selv og deres kammerater for, hvis de bare havde fattet mistanke noget før?

Ester Christiansen forstod det ikke helt som barn, det traume, der plagede hendes far og de andre mænd fra DKP. Men hun forstod dog, at Grethe Bartram var skyld i den smerte, hendes far altid bar rundt på. For det var hende, der havde angivet ikke bare ham, men også op mod 70 andre modstandsfolk under krigen. Folk, der kendte hende og stolede på hende. Endda folk, hun var i familie med. 

Grethe Bartram tjente blandt andet penge på at optræde som croquis-model, før hun blev stikker for Gestapo. Foto: Besættelsesmuseet Aarhus

Grethe Bartram, hvis fulde navn var Maren Margrethe Bartram, havde været medlem af DKP siden sin ungdom, og hun blev under krigen også del af modstandsbevægelsen. Men hun var samtidig en enlig mor, der konstant manglede penge. Så da hun i september 1942 så en annonce i den lokale avis, hvor politimesteren udlovede en dusør for oplysninger, der kunne hjælpe med at opklare et brandattentat på et skrædderi på Hallssti, begyndte tingene at skride.

Dusøren var nemlig på svimlende 500 kroner, og Grethe Bartram vidste, hvem der havde medvirket til attentatet. At en af dem var hendes egen bror, forhindrede hende ikke i at gå til de danske myndigheder, og derfra var vejen banet.

Snart blev hun under agentnavnet Thora en af Gestapos mest nyttige kilder til informationer om modstandsbevægelsen. Forbindelsesofficer Hermann Rothenberg blev hendes redning fra ensomhed og fattigdom, for hos ham fandt hun ikke kun en fast indtægtskilde, hun fandt også forståelse, måske en smule romance, og uden tvivl en form for social opstigning fra bunden af arbejderklassen. 

Forbindelsesofficer Hermann Rothenberg. Foto: Besættelsesmuseet Aarhus

Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra dem, der har beskæftiget sig med hendes historie og skrevet bøger og artikler om hende. En af dem er historiker Henrik Skov Kristensen, som i sin bog også har afdækket, hvordan Grethe Bartram kom til at spille en mere og mere betydningsfuld rolle i den aarhusianske modstandsbevægelse.

- De navne, hun afleverede til Gestapo, var ikke nogen, man reagerede på med det samme. Derimod ventede man, til modstandsbevægelsen var funktionsdygtig og oppe at køre, før man slog til og kunne arrestere en stor flok. Det lykkedes to gange i løbet af 1944, og for hver gang blev Grethe Bartram placeret mere og mere centralt i rekonstruktionen af bevægelsen, fortæller Henrik Skov Kristensen.

Til sidst arbejdede hun derfor tæt sammen med Jens Erik Sørensen og kunne følge med i, hvor alle kammeraterne under jorden hele tiden befandt sig. Navne, hun kunne gå direkte til Hermann Rothenberg med. Navne, der siden skulle forsvinde, blive deporteret ud af landet og måske aldrig vende tilbage. Deriblandt altså også Jens Eriks.

1944 og 2016

Frøslevlejren

Træbarakkerne er helt nye, da Jens Erik Sørensen ankommer til Frøslevlejren i Sønderjylland den 3. september 1944. Hegnene og vagttårnene er blevet sat op bare få måneder inden. Gruset er nyanlagt på vejene, og køjesengene i sovesalene stort set ikke brugt.

Efter to ugers forhør hos Gestapo i Aarhus har officererne opgivet at få mere ud af ham. Men frem for at deportere ham, som de har gjort det med så mange politiske modstandere før, sender de ham nu til den helt nye lejr ved Padborg. 

Det var ikke meget, Jens Erik Sørensen nåede at fortælle datteren Ester om sine oplevelser under krigen, før han døde. Men en af de ting, hun trods alt fik ud af ham, var, at Frøslevlejren ikke var noget slemt sted. Mest af alt mindede det om en stor spejderlejr, fik han sagt.

00:12 Luk video

Måske hang det sammen med, at lejren var opført af de danske myndigheder som en reaktion på de mange deportationer, der skete i Danmark, efter regeringen blev sat ud af spil i august 1943. For at forhindre, at flere danskere skulle sendes til kz-lejrene i Tyskland, Polen og Tjekkiet, foreslog man at oprette en lejr på dansk grund, hvor fanger kunne blive interneret. Betingelsen var så, at de ikke skulle sendes videre derfra til en uvis skæbne syd for grænsen.

Det gik besættelsesmagten med til. Løftet lød, at ingen danskere ville blive deporteret, men kravet var så, at lejren skulle placeres i Sønderjylland, så fangerne let kunne  flyttes til Tyskland i tilfælde af en allieret invasion. 

Frøslevlejren

Frøslevlejren blev taget i brug i 13. august 1944, og de første 750 indsatte kom fra Horserødlejren og fra Vestre Fængsel.
Lejren havde dansk ledelse, og der var forholdsvis gode forhold, hvad angik mad, behandling af sygdomme og arbejde, og mange blev skånet for sult, sygdom og død i de tyske kz-lejre.
Cirka 12.000 danskere blev interneret i Frøslevlejren i de ni måneder, den var dansk interneringslejr.
1600 frøslevfanger blev deporteret til kz-lejre i Tyskland. Af dem omkom 220.
Mod krigens slutning husede lejren omkring 5500 fanger, det største antal på en gang.
Kun én dansker blev dræbt under opholdet i lejren. Til minde om ham står en mindesten mellem to af barakkerne. Det lykkedes 10-12 danskere at flygte fra lejren.

Da Jens Erik Sørensen når frem, har lejren været i brug i knap tre uger og huser cirka 1000 fanger, der er blevet flyttet dertil fra Horserød-lejren på Sjælland og Vestre Fængsel. De skal arbejde hver dag, men de har adgang til bade og lægehjælp, og nogle af fangerne lykkes også med at smugle radioer ind, så de fra hulrum under sovesalenes gulvbrædder kan lytte til BBC's udsendelser.

I lejren er der også kvinder, som har en barak for sig. Om Jens Erik Sørensen er klar over det, er svært at sige, men i slutningen af november dukker en gammel kending op netop dér - nemlig Grethe Bartram. Ifølge hendes fangekort bliver hun indskrevet den 24. november efter at være blevet "arresteret" af Gestapo. Langt om længe har kommunistpartiet fattet mistanke til hende det efterår, så i et forsøg på at narre dem og få Bartram til at ligne et offer, får hun en uges ophold i Frøslevlejren.

Det er dog kun få dage, de to befinder sig i lejren samtidig. Den 29. november bryder tyskerne nemlig deres løfte. Sammen med flere andre bliver Jens Erik Sørensen sat på et tog sydpå, ned mod kz-lejren Neuengamme ved Hamburg. 

Sound on/off

November 1944 - april 1945

Helvedet i Neuengamme

Arbeit macht frei

Fra porten til kz-lejren

Ester Christiansen har altid forestillet sig, at hendes far må være blevet transporteret til Tyskland i kreaturvogne spændt efter et tog. Præcis som det foregik for mange jøder. Men hun ved det ikke. Faktisk ved hun næsten ingenting om sin fars uhyggelige rejse og de otte måneder, hvor ingen derhjemme vidste, hvor han var, hvordan han havde det, eller om han overhovedet var i live.

Derfor har hun også i mange år været irriteret over, at han tillod sig at dø, før hun fik taget sig sammen til rigtig at spørge. Som pensionist sidder hun stadig tilbage med 1000 spørgsmål, hun aldrig har fået svar på. Og derfor tager hun i efteråret 2016 turen fra sin bopæl i Aalborg til Aarhus, til Frøslevlejren og til sidst helt ned til Neuengamme.

Klik på kortet for at se hele Esters og Jens Erik Sørensens rejse. 

I vinteren 1944-1945 må det have været helvede på jord. Intet mindre. Jens Erik Sørensen ankommer i slutningen af november til en lejr beregnet til 2500 fanger, men hvor nazisterne på det tidspunkt havde stoppet 12.000-14.000 fanger ind i uisolerede, spinkle barakker. Han får fangenummer 67105.

Lejren ligger ved teglværk lidt uden for Hamburg, og her er det planen, at de mange tusinde fanger, der hovedsageligt tæller politiske modstandere fra Tysklands besatte områder, bogstaveligt talt skal knokle sig selv ihjel. Det "Arbeit macht frei", der møder dem over indgangsporten til lejren, er en hånende løgn. I stedet hedder det i realiteten "tilintetgørelse gennem arbejde". 

  Foto: Neuengamme Museet

Her er ingen adgang til lægebehandling, ingen mulighed for at vaske sig, intet varmt tøj eller ordentlige sko, arbejdet er hårdt, og de daglige rationer begrænser sig i slutningen af 1944 til en lille skive brød per fange. 

Her dør fangerne efter kort tid. Af sult og kulde og afkræftelse og tæsk.

Var det ikke for en jødisk kvinde ved navn Ester, som flere gange havde held til at smugle brød ind til blandt andre Jens Erik Sørensen, ville han måske ikke have klaret sig i fulde fem måneder i Neuengamme. Det er fra den kvinde, Ester Christiansen senere får sit navn og lærer at være at stolt af det.

Neuengamme kz-lejr

Lejren blev oprettet i 1938 ved et gammelt teglværk som en underlejr af kz-lejren Sachsenhausen.
Den kom ind under kategorien "arbejdslejr" - nazisterne operede også med gennemgangslejre og udryddelseslejre som eksempelvis Auschwitz.
I 1940 fik den status som selvstændig kz-lejr og fik med tiden 96 mindre arbejdslejre og "udekommandoer" under sig.
Arbejdet i Neuengamme bestod hovedsageligt i at producere mursten og at grave en kanal til at transportere stenene fra lejren.
Fangerne var politiske modstandere og kom hovedsageligt fra Tysklands besatte områder og talte derfor kun meget få tyskere og endnu færre jøder.
Af de cirka 6000 danskere, der blev deporteret til kz-lejre i Tyskland, kom de fleste til Neuengamme eller dens underlejre.

I dag er der ikke meget tilbage af de uhyrligheder, der foregik i Neuengamme og flere hundrede ander kz-lejre spredt ud over Europa. I Neuengamme tilintetgjorde nazisterne stort set alle papirer, der dokumenterede forholdene og fangerne i lejren, før de allierede nåede frem i 1945. Siden rev Hamburgs bystyre barakkerne, gaskamrene og krematoriet ned og omdannede lejren til fængsel.

Netop de måneder i Tyskland var heller ikke nogle, Jens Erik Sørensen havde lyst til at snakke om. Han vendte aldrig tilbage til lejren, selv om han i mange år var medlem af Neuengamme Foreningen. Derfor er det meget lidt, man kan grave frem om hans tid som kz-fange. Det er meget få svar, Ester Christiansen får med sig fra lejren. Hun ved bare, at hendes far var her, og at han takket være en svensk diplomat også nåede hjem igen og kunne være med til at bringe hende til verden.

Sound on/off

April 1945

De hvide busser

Det var ikke meningen, at fanger som Jens Erik Sørensen nogensinde skulle komme hjem igen. Det var meningen, at de skulle dø og blive til ingenting i de massegrave, tyskerne kaldte kz-lejre. Det var meningen, at deres modstand mod Det Tredje Rige skulle knuses på den måde.

Heldigvis vil de allierede, USA, England, Frankrig og Rusland, det anderledes. Og i de første måneder af 1945 begynder Adolf Hitlers mest betroede medarbejdere og leder SS, Heinrich Himmler, også at pille ved planerne.

I modsætning til Der Führer begynder han at tvivle på den endelige sejr, og i et forsøg på at redde lidt af riget indleder Himmler derfor forhandlinger med den svenske diplomat og greve, Folke Bernadotte, som også er vicepræsident i svensk Røde Kors. Hvis greven vil sætte Himmler i forbindelse med de tre allierede lande mod vest og præsentere dem for planen om, at de sammen med Tyskland kan vende sig mod og knuse Rusland, vil han lade Røde Kors komme ind i landet og hente skandinaviske fanger ud af kz-lejrene.

Så mens det meste af Europa stadig er i krig i marts og april 1945, triller de berømte, frelsende hvide busser lige så stille ned igennem Tyskland. Redningen er på vej for Jens Erik Sørensen og cirka 25.000 andre skandinaver. 

Tyskerne havde held med at tilintetgøre de fleste af beviserne for kz-lejren Neuengamme. Men dødsattester hos andre myndigheder tænkte de aldrig over at slette, og herigennem har man derfor kunnet finde frem til mange af navnene på dem, der omkom i Neuengamme.  Foto: Foto: TV2 Nord

Neuengamme bliver i redningsarbejdet gjort til transitlejr. Herfra kører busserne ud til de omkringliggende lejre og henter skandinaviske fanger. Herfra bliver Jens Erik Sørensen samlet op af Røde Kors-medarbejdere og kørt til Sverige via Danmark. 

Detaljerne om den køretur fortaber sig, som det er tilfældet for meget af Jens Erik Sørensens historie, i glemslen og fortidens mørke. Men vist er det, at han når til Sverige. På det tidspunkt er han det, man i lejrene har kaldt en muselmand. Et tyndt, udpint gespenst, der bevæger sig søvngængeragtigt rundt i grænselandet mellem liv og død.

Da han når i sikkerhed i neutrale Sverige, vejer han i nærheden af 40 kilo.

Men han er i live. Mirakuløst nok. Var han ikke blevet fragtet ud af Neuengamme på dét tidspunkt, ville han i stedet have været blandt de tusinder og atter tusinder af fanger, der enten blev sendt på dødsmarcher ud i ingenting eller blev placeret på et skib og sendt ud i Lübeckbugten for at blive bombet ihjel af engelske bombefly. 

Tre skibe blev i slutningen af april lastet med 10.000 fanger fra Neuengamme og slæbt ud på åbent vand ud for Lübeck uden mad, drikke eller redningsudstyr. De engelske bombepiloter troede, det var fjenden, der var ved at undslippe, så de sænkede to af skibene. Cirka 7000 omkom og skyllede senere i land. Foto: Neuengamme Museet

Den 17. maj, næsten et par uger efter befrielsen af Danmark, vender han hjem til sit fædreland og sin by - og lige så langsomt også tilbage til sit liv. 

1949-1980

De sidste år

Som Ester Christiansen husker det, var det ikke let at vokse op med en far, der havde de ar på sjælen, som hendes havde. Det meste af tiden ville han ikke snakke om sine oplevelser, og da hun blev gammel nok til at spørge, begyndte han at få sine mareridt.

Til sidst kom de så tit, at Jens Erik Sørensen måtte rykke fra sovesofaen i dagligstuen ind på plyssofaen i stuen for ikke at forstyrre for meget om natten. Men de vågnede alligevel, Ester og hendes mor, og måtte ind og sidde hos ham og snakke ham til ro.

Senere kom også de fysiske følgeskader af opholdet i Neuengamme - hjerteproblemer og blodpropper. Men alt det er ikke til at forudse, da han afkræftet vender hjem til Absalonsgade, Lilly og sin datter i 1945. På det tidspunkt fokuserer familien kun på at få ham tilbage til sit arbejde og sit politiske virke og at få ham til at trives i familien i gen.

Et projekt, der lykkes så godt, at han og Lilly bliver forældre igen i 1949. Ester kommer til verden og vokser op i efterkrigstidens Danmark og efterdønningerne af nazisternes uhyrligheder. Så meget sin fars pige, at også hun bliver medlem af DKP - først i Aarhus og senere i Aalborg, hvor hun fortsætter arbejdet i mange år. 

Ester Christiansen som lille pige, midt i det hun selv betegner som en tryg barndom, selv om pengene ikke var mange. Foto: (Privatfoto)

Jens Erik Sørensen genoptog sit politiske virke i DKP, efter han vendte hjem til Aarhus i 1945. Foto: (Privatfoto)

På grund af sin politiske overbevisning bliver det dog ikke let for Jens Erik Sørensen at få eller beholde et arbejde op gennem 50'erne og 60'erne, hvor fronterne skærpes under Den Kolde Krig. Men familien klarer sig, og først i 1970'erne begynder de helbredsmæssige problemer at melde sig.

Ester kan huske en aften, hvor hendes far kommer usædvanligt tidligt hjem fra et arrangement og klager over, at han har det skidt. Det er første gang, han siger, at han er utilpas. Og i 1974 kommer den så, blodproppen, i en bus på vej til et grundlovsdagsarrangement med Folkebevægelsen mod EU ved Himmelbjerget.

Fra da af er Jens Erik Sørensen lammet i højre side af kroppen. Med genoptræning lærer han igen at snakke og at gå, men resten af sine dage slæber han på sin lamme højre fod, mest fra sin stol i stuen og ud til køkkenet, hvor hendes mor har gemt hans cerutter.

Men med blodproppen følger også en ny side af Esters far. Pludselig bliver han så mild, så grådlabil, så favnende og varm. Nogle af de bedste minder om ham er fra de år, hvor samtidig han bliver sværere og sværere at passe for hendes mor. Hele tiden skal han hjælpes på toilettet, i bad, i tøjet. Til sidst bliver det for meget, og i december 1979 kommer Jens Erik Sørensen på plejehjem.

Juledag, efter at have været hjemme ved familien juleaften, vælter han ned ad en taburet og brækker sin lamme højre fod. På grund af personalemangel i juledagene på plejehjemmet er han blevet placeret foran håndvasken og bedt om selv at vaske sig. Men det er seks år siden, han sidst har gjort noget i den retning, og i et forsøg på at nå den snor, der tilkalder hjælperne, vælter han.

Og der slutter det for Jens Erik Sørensen. Efter en måned på sygehuset med gips om foden, opdager de 14 liggesår, som han ikke har kunnet mærke, fordi foden er lam. Den 1. februar 1980 dør kommunisten og modstandsmanden, der er Esters far, før han er færdig med at fortælle sin historie. Han bliver bisat fra et fyldt kapel på Vestre Kirkegård, omgivet af røde faner og til en dundrende, tårevædet udgave af "Når jeg ser et rødt flag smælde".

Tilbage er kun billederne og den lille hvide brik fra Neuengamme med hans fangenummer, som Ester arvede og aldrig slipper igen. 

Fangenummer 67105. Foto: TV2 Nord

Måske kunne én person have kastet mere lys over land for Ester Christiansen. For hendes fars stikker, Grethe Bartram, overlevede både et likvideringsforsøg i december 1944, flere retssager efter krigen, en dødsdom og senere fængselsdom på livsstid. I 1956 blev hun løsladt fra Horserød og flyttede til Sverige, hvorfra hun fortalte sin version af hændelserne under krigen til flere medier. 

Men det er ikke en tanke, der nogensinde har strejfet Ester Christiansen. Præcis som hendes far ikke havde lyst til at gense Neuengamme efter krigen, har hun heller ikke haft lyst til at se den kvinde, der gjorde ham så ondt. Hun har gjort nok skade, mener Ester. 

Grethe Bartram døde i januar 2017, og med hende også det sidste af historien om den kommunistiske modstandsbevægelse og dens skæbner.

Artiklen er blevet til på baggrund af programserien "Esters Rejse", som du kan se her.