I kø for at komme i krig
Danske soldater står i kø for at komme i krig. En stor del af de værnepligtige soldater har udsendelse som mål, og de lader sig ikke skræmme af, at 40 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. Det oplyser P4 Nordjylland.
- Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og det jeg har set i
fjernsynet ser spændende ud, siger Michael Nissen fra
Kongerslev.
Han er ny værnepligtig på februar-holdet på Hvorup Kaserne, og han er langt fra den eneste, der håber på kontrakt og dermed udsendelse til enten Libanon eller Afghanistan.
- Unge mennesker i dag bliver soldater for at få en
udsendelse, fastslår kaptajn Kim Krumbak, der er chef for det
een af Hvorups to uddannelseskompagnier.
Én af de ambitiøse soldater er Søren Emil Christiansen fra
Rødovre, der valgte at aftjene sin værnepligt i Nordjylland, på
grund af de gode chancer for udsendelse.
- Selvfølgelig har jeg overvejet risikoen, men det er en
prioriteringssag, siger han.
Hvorup Kaserne modtog i sidste uge 460 nye værnepligtige, og
er det sted i landet, hvor der uddannes flest. Godt 150 vil
blive tilbudt kontrakt efter fire måneders værnepligt.
- På vores seneste hold havde vi dobbelt så mange ansøgere til kontrakterne, som vi skal bruge, fortæller kompagnichef Kim
Krumbak.