I varetægt for knivrøveri

En 34-årig mand fra Svenstrup skal fire uger i varetægtsfængsel efter knivrøveri mod Shell på Hobrovej.

Manden, der i nat røvede Shell på Hobrovej i Aalborg, er i dag blevet idømt fire ugers varetægts fængsel. Det oplyser Nordjyllands Politi.

- Han erkendte røveriet og protesterede derfor heller ikke over straffen, siger anklager Susanne Hansen til TV2/Nord.

Den 34-årige forklarede dog, at det var et råb om hjælp, og Nordjyllands Politi vil derfor personundersøge ham. En mentalundersøgelse kan også komme på tale.

Lidt før midnat havde manden med en kniv i hånden røvet tankstationen for et ukendt pengebeløb og var stukket af. En hundepatrulje fandt ham dog senere i en busk, og han blev anholdt. Her til formiddags har han været i grundlovsforhør, hvor det altså er blevet besluttet, at manden skal i varetægt.

Du kan læse mere om knivrøveriet her.


Seneste nyt

fra Nordjylland