Idékonkurrence om nyt Maritimt Center i Aalborg
Foto: Daniel Mikkelsen
Friluftsbadet i Aalborg skal fornyes og suppleres af et nyt Maritimt Center til idrætsforeninger, vandcenter og undervisning.
Limfjorden har på få år ændret sig fra at være en industriel transportvej til en rekreativ perle med mange forskellige aktiviteter og events indenfor friluftsaktiviteter og vand- og sejlsport. De mange nye aktivitetsmuligheder i Aalborgs havneområde betyder, at en række idrætsklubber har oplevet stor fremgang og har fået brug for større lokaler.
Da friluftsbadet i Vestbyen samtidig trænger til en fornyelse, og Aalborg Kommune mangler et sted til afholdelse af vandsportskurser og formidling af viden om Limfjordens natur- og kulturhistorie, er det oplagt at samle foreningerne og formidlingen i et projekt, der også skal opfriske friluftsbadet.
Starten på projektet bliver en idékonkurrence for teams bestående af blandt andet arkitekter, ingeniører og designere. Der bliver udvalgt tre til fem teams efter en prækvalifikation, og de udvalgte teams udarbejder hver et forslag til fremtidens friluftsbad og maritime center, hvorefter et projekt udvælges og forventes fuldt opført i slutningen af 2015.
Deltagerne skal aflevere forslag til, hvordan en multifunktionel bygning kan rumme klub- og formidlingslokaler til Vinterbadeklubben Isbjørnen, Aalborg Vandcenter, en nystiftet havkajakklub, lystfiskere, dykkere, friluftsbadets ansatte og brugere, ungdomsskolen og Limfjordscenteret. Deltagerne skal også præsentere forslag til et fornyet friluftsbad, som sikrer en god sammenhæng og adgang mellem friluftsbadet, den multifunktionelle bygning og Limfjorden.
Idékonkurrencen forventes sat i gang inden længe. Lokale og Anlægsfonden støtter afholdelsen af idékonkurrencen med 350.000 kr. Samme beløb bidrager Aalborg Kommune med.
Rådmand for Forvaltningen for Teknik og Miljø, Mariann Nørgaard, glæder sig meget over Lokale- og Anlægsfondens beslutning om at støtte idekonkurrencen om et Maritimt Center i Aalborg.
- Det er vores håb, at konkurrencen kan generere idéer og inspiration til udvikling af moderne, tidssvarende og multianvendelige foreningsfaciliteter, og til udviklingen af et helt nyt "design" for byens friluftsbad og de omkringliggende arealer. Et centralt Maritimt Center med en mangfoldighed af aktiviteter med fjorden som afsæt vil for alvor bringe fjorden tættere på borgeren, udtaler Mariann Nørgaard.