Ikke alle får tillæg på Brovst Sygehus
Personalet havde forventet et fastholdelsestillæg for at blive i jobbet, indtil sygehuset lukker den 1. oktober.
Igår fastsatte region nordjylland endelig det beløb som personalet bliver belønnet med, for at blive på Brovst sygehus. Men tillægget kommer med betingelser, så det er kun halvdelen af personalet, der har noget at glæde sig over.
Beløbet er på 17.000 kroner. Men for at få belønningen skal man have været ansat i regionen i to år, og blive i en stilling i regionen. Det betyder, at de som får nyt arbejde, for eksempel i kommunen, ikke får andet en en lang næse. Sygehjælper Gerda Nielsen ville gerne være med til at lukke og slukke på sin arbejdsplads, men da hun går på pension i år, bliver der heller ikke noget til hende.
- Jeg synes ikke, at de har påskønnet, at jeg har været her i 37 år og passet mit arbejde og gjort en hel masse andre ting, siger Gerda Nielsen.
Lars Mathiesen fra Region Nord afviser dog at det nogensinde har været på tale, at alle skulle have del i kagen.
- Vi har hele tiden sagt, at vores sigte er at fastholde medarbejderne i regional ansættelse, siger han.
Lukningen af Brovst Sygehus er blot den første i en række ifølge regionens sygehusplan. Og sagen fra Brovst Sygehus, skal være et eksempel til fremtidige lukninger.
- Der er ingen tvivl om, at de signaler vi sender ved at sige, at tillægget gælder ved fortsat ansættelse i regionen, det er det, der også er vores udgangspunkt, når det kommer til fremtidige aftaler.