Ikke flertal for næse i Maul-sagen
Venstre og konservative vil ikke kritisere forvaltningen for håndteringen af fyringen af skolelederen i Strandby
Venstre og konservative i Vesthimmerlands byråd slår ring om forvaltningen i sagen om den ulovlige fyring af daværende skoleleder Kaare Maul i Strandby. Hverken den konservative leder Knud Kristensen eller Venstre-borgmesteren Jens Lauritzen mener, at der er grundlag for at kritiswere forvaltningens håndtering af sagen. Det understregede de to politikere overfor TV2/Nord efter et møde i økonomiudvalget i dag.
Mindretallet i byrådet, bestående af radikale, SF og Socialdemokraterne, havde foreslået, at der skulle udtales kritik af forvaltningen, men det er der ikke flertal for.
Det var en rapport fra professor Claus Haagen Jensen i sidste uge, der fastslog, at kommunens fyring af skoleleder Kaare Maul på baggrund af anklager om sexchikane, var ulovlig og at kommunen ikke havde fulgt de normale spilleregler - bl.a. var Maul ikke blevet hørt som part i sagen, inden han blev fritstillet og senere afskediget.