Ikke længere farlig røg

Der er ikke længere skadelig røgudvikling fra brandstedet i Hjallerup. Derfor kan man igen færdes udendørs, selv om slukningsarbejdet fortsætter helt til i morgen formiddag.

Cirka 25 brandfolk har kæmpet med branden i Hjallerup, hvor der er gået ild i en maskinhal på Hellumvej.

- Vi har indkredset branden så meget, at faren nu er drevet over, siger indsatsleder og brandinspektør fra Brønderslev Preben Jensen.

Man behøver derfor ikke længere holde sig indendørs.

Branden har stadig så godt fat, at indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet fortsætter hele natten, og først er færdig engang i morgen formiddag.

- Jeg regner med at vi bliver i hvert fald fire mand herude natten igennem, for at holde kontrol med ilden, og så er den måske udbrændt i morgen formiddag, siger Preben Jensen.

Brandfolkene har fået assistance fra både Sæby, Hjørring, Dronninglund og Brønderslev.

Det er endnu uvist hvordan branden er opstået.

Giftig røg betød, at politiet udsendte et beredskabsvarsel om, at borgere skulle holde sig indenfor.


Seneste nyt

fra Nordjylland