Industri-arbejdspladser er uddøende
Nordjylland har mistet titusindvis af arbejdspladser i industrien
En opgørelse lavet af tænketanken Kraka viser, at de nordjyske kommuner i stor stil mister sine industriarbejdspladser.
En opgørelse lavet af den uafhængige tænketank Kraka viser at de nordjyske kommuner mellem 2000 og 2012 i gennemsnit har mistet 31,13 procent af sine arbejdspladser i industrien.
Udviklingen er i dag i centrum vedkonferencen Industrien til debat i DGI-byen i København, og her deltager erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) samt beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).
- Landdistrikterne er blevet rigtigt hårdt ramt af krisen, men nu kan vi også se lyspunkterne. Danmark kan vanskeligt konkurrere på lønningerne alene, når store produktioner skal køres afsted på samlebånd. Men vi kan konkurrere på udviklingen af de specialiserede produkter, som også efterspørges globalt i dag. Vi har både de dygtige hænder og de kloge hoveder, som sammen kan levere produkter på forkant med den teknologiske udvikling. Det kan sætte skub i udviklingen til et moderne produktionsland, siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter i en pressemeddelelse.
I Nordjylland er det i særdeleshed Jammerbugt, Hjørring og Mariagerfjord Kommuner, der har mistet industriarbejdspladser, men det er minikommunen Læsø, der tager den negative førertrøje. Her har man tabt hele 71,81 procent af industriarbejdspladserne og borgmester Tobias Birch Johansen (V) har et konkret bud på, hvor arbejdspladserne er forsvundet fra.
- Fiskeriet er truet og har haft det svært. Priserne på hummer har været lave, så uden at lægge hovedet på blokken, tror jeg, det er der, vi har mistet arbejdspladserne, siger borgmesteren.
- Samtidig er det svært at rekruttere nye fiskere fordi fiskeripolitikken er så usikker og omskiftelig.
- Dem der vil regulere fiskeriet i Kattegat, tror det er få kæmpebåde, der tømmer havet for fisk, men de både, der er her, er jo små både hvor en mand lever af det han fanger, siger Tobias Birch Johansen.
Se i oversigten, hvor stor en andel af industriarbejdspladserne din kommune har tabt mellem 2000 og 2012.
Kommune |
Udviklingen i industriarbejdspladser fra 2000-2012 |
Aalborg |
-27,97% |
Brønderslev |
-25,84% |
Frederikshavn |
-16,67% |
Hjørring |
-40,90% |
Jammerbugt |
-52,87% |
Læsø |
-71,81% |
Mariagerfjord |
-39,36% |
Morsø |
-25,02% |
Rebild |
-12,23% |
Thisted |
-12,75% |
Vesthimmerland |
-17,02% |