Ingen fornøjelse af stort udbytte
To indbrudstyve nåede ikke langt, da de natten til tirsdag stjal Levi?s tøj for 80.000 kroner.
Omkring midnat brød to mænd i tyverne ind i Levi's Shoppen på Nørregade i Aalborg, og stjal tøj for 80.000 kroner. Men de fik ikke noget ud af udbyttet, for et vidne så dem forlade stedet, og alarmerede politiet.
En patruljevogn så to mænd i en bil på havnen. Da betjentene anråbte dem, overgav den ene sig, mens den anden tog flugten.
Han forsøgte at gemme sig i en papircontainer, men en tilkaldt hundepatrulje fandt hurtigt frem til ham.
Tyvekosterne blev fundet i tyvenes bil, fortælller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Kristian Thomsen, til TV2/Nord.
De to indbrudstyve bliver afhørt i løbet af formiddagen.