Intet babyspor i villahave Aalborg (OPDATERET)
Det lykkedes ikke for politiet at finde flere spor efter dødt spædbarn i villahave
Heller ikke i villahaven i Storvorde ved Aalborg lykkedes det onsdag at finde flere spor efter den døde spæde pige, der blev fundet i haven søndag.
Nu har et gravehold manuelt gravet sig igennem både haven og den grusgrav i Klarup, hvorfra der blev hentet jord til haven.
- Vi fandt intet af relevans, og umiddelbart kan vi ikke gøre mere, siger politikommissær Jørgen B. Jensen fra Nordjyllands Politi.
Hele tirsdagen arbejdede værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen i den grusgrav i Klarup, hvor jordlæsset kom fra. Men uden resultat. Ifølge vognmanden har han ikke kørt jord andre steder hen end til villahaven. Den øvrige del af grusgraven er dækket med ukrudt, og intet tyder altså på, at der er gravet i den for nylig af andre end vognmanden.
Politiet overvejer at søge i området ved grusgraven ud fra en teori om, at en ræv eller et andet dyr kan have slæbt en del af liget med sig.
- Men jeg tror, at vi allerede har søgt, så godt vi kan, siger Jørgen B. Jensen.
Politiet har heller ikke fået flere henvendelser fra offentligheden og venter nu på resultatet af en dna-undersøgelse af barneliget. Retsgenetikerne er i øjeblikket ved at udarbejde en brugbar dna-profil.
- Den kan vi så bruge, hvis vi på et tidspunkt finder frem til en mulig mor til barnet, siger politikommissæren.
/ritzau/