Jæger kæmper mod cancer
I begyndelsen af marts måned kunne du, her på TV2 Nord, møde Glenn Hegaard og hans gravide kone Mai fra Sindal. Glenn er dødeligt syg af kræft, og parret bruger næsten al deres tid på at samle ind til Kræftens Bekæmpelse Vi har besøgt dem igen, for at høre nyt om indsamlingen, sygdommen og graviditeten.
Glenn Hegaard er dødeligt syg af cancer, men bruger resten af sit liv på at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Glenn Hegaard kæmper en indædt kamp for at holde sig i live, længe nok til at opleve sin søn blive født.
I oktober måned sidste år fik Glenn den tragiske besked fra lægerne, at der ikke længere var håb om at kunne helbrede hans kræftsygdom. I den samme uge fik Glenn og hans kone Mai også den glædelige nyhed at Mai var gravid.
- Jeg vil gøre alt for at holde mig i live, til min søn bliver født, sagde Glenn dengang.
Parret besluttede sig for at bruge alle deres kræfter på en indsamling til Kræftens Bekæmpelse, og da Glenn er et kendt ansigt i jægerkredse, var det naturligt for ham at mobilisere jægerne i Danmark. Det er blevet til kampagnen "Jægere mod cancer".
I marts måned kunne parret overrække en check på 65.000 kr til Kræftens Bekæmpelse, og til dato er der i alt indsamlet 154.000 kr.
- Vi sidder og jubler, siger Mai Hegaard og samtidig glæder parret sig over at Glenns helbredstilstand lige nu er så god, at han føler sig sikker på at opleve sønnen Bertrams fødsel midt i juni.
- Han skal være jæger, siger Glenn med et stort smil.
Se indslaget med Glenn og Mai ovenfor.