Jan Ø. imponerer i stjernernes fravær
I Tine Rasmussens og Peter Gades fravær fortsætter badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen sejrsrækken ved Swiss Open, hvor Jørgensen er klar til semifinalen.
Den tidligere Triton-spiller Jan Ø. Jørgensen fortsætter med at imponere ved Swiss Open.
Fredag sikrede den danske badmintonspiller sig en plads i semifinalen, da han ved Super Series-turneringen i Basel besejrede Ayob Sairul Amar fra Malaysia med 21-18, 21-16. Dermed er Jørgensen klar til sin første semifinale nogensinde i Super Series.
Danskeren afgjorde forholdsvis let kampen på 33 minutter, og nu kan Jan Ø. Jørgensen i lørdagens semifinale se frem til endnu hårdere modstand, når topseedede Chong Wei Lee venter. Wei Lee, der også er fra Malaysia, slog på sin vej mod semifinalen Taufik
Hidayat efter tre hårde sæt.
Tidligere fredag blev herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen også klar til semifinalen, mens Lena Frier Kristiansen og Kamilla Rytter Juhl blev slået ud af kvindernes doublerække.
/ritzau/