Jan Pytlick: Lærke Møller er en gardering
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
[size=2]FCM-spilleren er indkaldt som en sikkerhed, hvis knæskadede Lotte Grigel ikke bliver klar mod Norge [/size]
Det er en mindre knæskade hos Lotte Grigel, der har fået landstræner Jan Pytlick til at indkalde playmakeren Lærke Møller til den danske landsholdstrup ved håndbold-EM i Serbien.
Det er endnu ikke helt sikkert, at Grigel bliver klar til den afgørende kamp mod Norge torsdag aften, og derfor har landstræneren garderet sig ved at lade Møller afløse Sofie Bloch-Sørensen i truppen.
- Jeg valgte at indkalde hende som en sikkerhed, hvis ikke Lotte Grigel kan spille i morgen. Så har vi mulighed for at bruge Lærke Møller.
- Hun er i rigtig god form, og jeg har hele tiden vidst, at hvis der skulle være noget på playmakerpladsen, så skulle det være hende, der skulle herned, siger Jan Pytlick.
Han ser Møller som en mulig joker i kampen mod nordmændene. Hun er vant til at spille sammen med flere af spillerne til daglig, og derfor er det ikke en stor ulempe, at hun ikke har været inde omkring holdet i mere end et år, mener Pytlick.
- Vores tanker har selvfølgelig været, at hun er så hurtig på fødderne og har den aggressivitet der skal til, så det er jeg ikke nervøs for.
- Der er selvfølgelig noget med timingen, men hun er vant til at spille sammen med nogle af spillerne. Jeg håber, hun kan bringe Susan Thorsgaard noget mere i spil, end vi har formået de seneste kampe.
- Hun spiller sammen med Line Jørgensen, så der er også muligheder der. De plusser opvejer de bittesmå minusser, forklarer Pytlick.
Pudsigt nok måtte han i øvrigt sende Lotte Grigel til det norske landsholds læge, fordi danskerne ikke selv har medbragt en læge til EM.
- Det er lidt specielt. Hun grinede også og sagde, at hun altså er helt neutral, siger Jan Pytlick.
En test på kampdagen skal nu afgøre, om Grigel bliver klar til kampen mod Norge.
/ritzau/