'Jeg håber, du dør af kræft': Sussi får hadbeskeder efter afsløring i ny bog
Sussi forstår ikke, hvem der skriver sådan noget.
Sussi Nielsen er kendt for at dele ud af sit liv - både som musiker og som privatperson.
Hendes nye bog "Jeg er Sussi" er ingen undtagelse. Blandt andet beskriver Sussi en enkelt episode, hvor hun var sin nu afdøde mand, Leo Nielsen, utro under deres ægteskab.
Det skete i et sommerhus i Løkken med en fremmed mand, men kun én enkelt gang, fortæller Sussi.
Men den kulørte detalje om hendes privatliv har affødt flere hadbeskeder til Sussi inden for den seneste uge.
- En skrev forleden, at 'nu er Leo død af kræft, og så håber jeg også, du dør af kræft', fortæller Sussi til TV2 Nord.
Leo Nielsen døde i februar, men dog ikke af kræft. Alligevel påvirker den slags beskeder Sussi, der ikke forstår, at nogen sætter sig ned og skriver den slags til en fremmed.
- Lige da jeg så beskeden, blev jeg godt nok nervøs. For det er da ikke behageligt. Men efter kort tid tænkte jeg ikke nærmere over det. For den slags mennesker er slet ikke til at tale med. De er allerede så fastlåst på deres holdning til mig, så det nytter ikke noget, siger hun.
Mest en positiv oplevelse
Sussi fortæller, at hun har modtaget 6-7 hadefulde beskeder den seneste uge, og at de alle mener, at 'jeg har behandlet Leo dårligt'.
- Men jeg kan se på beskederne, at de slet ikke har læst bogen. De har kun læst, hvad pressen har skrevet om utroskab. Så jeg forsøger at ignorere dem, siger Sussi.
Hun glæder sig dog over, at langt de fleste reaktioner, hun har fået på bogen, er positive.
- De fleste skriver, at jeg bare skal leve mit liv og gøre det, der gør mig glad. Så jeg vil stadig sige, at det mest har været en positiv oplevelse oven på bogen, siger hun.
Sussi har efter Leos død fundet et nyt orkester at gå på scenen med. De går under navnet "Sussi og drengene".