Jernvilje hos 16-årig løber
Kristian Uldbjerg Hansen fra Aalborg Atletik har trods et sandt skadeshelvede sikret sig karrierens største triumf.
Kyssesyge, en bilulykke og adskillelige genoptræningsskader har plaget mellemdistanceløberen de sidste halvandet år.
- Det har været hårdt for mig. I de sorteste timer har jeg da tænkt på, om det var det hele værd, siger Kristian Uldbjerg Hansen.
Men den 16-åriges stædighed og vilje har båret ham igennem og over de dystre tanker. Og i sidste weekend kom belønningen så, da den unge løber vandt DM i 1500 meter i den hurtigste tid i 32 år.
- Det var overvældende efter alle mine skader at stå som nummer et og samtidig slå en så gammel rekord, fortæller Kristian Uldbjerg Hansen.
En uge efter sejren har nordjyden allerede sat sig et nyt mål.
- Jeg håber at komme med til VM til sommer. For at nå det, tror jeg godt, jeg kan drage nytte af mine mange pauser uden for banen. For hvis jeg synes, træningen er hård, så skal jeg bare huske på, hvordan jeg havde det under mine skader - så er det pludselig ikke så hårdt længere, lyder det fra nordjyden.