Jubler over formidabel sommer
Masser af gæster har besøgt Aalborg Zoo og Nordsøen Oceanarium i sommeren, og det betyder, at de her trods coronanedlukning kan se tilbage på et – indtil videre – tilfredsstillende år.
Bekymringer var der nok af, da Danmark lukkede ned. Nordjyske attraktioner lukkede i ugevis, og da de endelig kunne åbne for gæster, var det med afstandskrav og restriktioner.
Så kom regeringen med en sommerpakke, der betød, at gæsterne ved en lang række attraktioner slap med halv pris i entre, ligesom kravet om to meters afstand blev sat ned til en meter. Samtidig betød coronarestriktionerne, at mange danskere blev hjemme i Danmark i sommerferien.
Nu kan man ved Aalborg Zoo og Nordsøen Oceanarium så se tilbage på en sommer, der overgår alle forventninger.
Forrygende juli på oceanariet
Ved Nordsøen Oceanarium har cirka 55.000 gæster været forbi i juli måned – det svarer til tyve procent flere end samme måned sidste år.
- Vi har haft en forrygende juli, siger direktør Karl Henrik Laursen.
Han peger på tre årsager til de høje besøgstal: Masser af danske og tyske turister, sommerpakken og ustadigt sommervejr, som indbyder til at besøge attraktioner som Nordsøen Oceanarium.
- Det har været en rigtig god sommer
I Aalborg Zoo har man haft 160.000 gæster i højsæsonen fra uge 26 til og med uge 32 – det svarer til 45 procent flere end i højsæsonen sidste år.
Også her er det en kombination af flere ting, der ligger til grund for de mange besøg, vurderer direktøren.
- Det var været en rigtig god sommer, og det skyldes tre ting –perfekt zoo-vejr, hvor der ikke har været alt for varmt, sommerpakken og at danskerne har holdt ferie hjemme, siger Henrik Johansen, der er direktør i Aalborg Zoo.
De mange gæster falder på et tørt sted. Da Aalborg Zoo var lukket på grund af coronavirus, gik de glip af 90.000 gæster.
- Dem når vi ikke at indhente, men med en sommer med 50.000 flere gæster, så hjælper det på det, siger Henrik Johansen.
Nu skal gæsterne igen betale fuld pris
Sommerpakken udløber søndag, og så skal gæsterne igen betale fuld entre. Både i Aalborg Zoo og på Nordsøen Oceanarium er de spændte på, hvordan den kommende tid bliver.
- Jeg tror, at vi vender tilbage til normale besøgstal. Vi hører fra udlejningsbureauerne, at mange tyske turister har booket ferie i de kommende uger, og jeg tror ikke på, at normalprisen vil afholde dem fra at besøge os, siger Karl Henrik Laursen fra Nordsøen Oceanarium.
Også i Aalborg Zoo er de optimistiske.
- Vi er meget spændte. Vi kan i august og september godt blive ramt af, at vi har haft mange gæster, for nu har mange set zoologisk have. Men vi tror, at vi får et godt år – og så holder vi igen jul i zoo, som var en succes sidste år, siger Henrik Johansen.
Ved Nordsøen Oceanarium understreger direktøren, at man ikke har glemt, at coronavirus er i omløb.
- Vi har fortsat en opgave i at sørge for, at gæsterne passer på hinanden. Vi ser en lille tendens til, at gæsterne ikke er så bevidste om at holde afstand, så det er vores opgave at fortælle dem, at vi skal huske at holde afstand til hinanden, siger Karl Henrik Laursen fra Nordsøen Oceanarium.