Kaalund bliver landsholdslæge

 Kaalund bliver landsholdslæge

AaB's klublæge skal erstatte Kreutzfeldt

Ortopædkirurg Søren Kaalund - tidligere ungdomslandsholdsspiller, klublæge for AaB i 25 år og medlem af DBUs medicinske udvalg - afløser Mogens Kreutzfeldt som læge for landsholdet.

Det meddeler DBU. Landsholdenes læge gennem 25 år, Mogens Kreutzfeldt, meddelte i sidste måned, at han vælger at fortsætte sin karriere udenfor sportens verden i det private erhvervsliv.

Siden har DBU undersøgt mulighederne for en afløser, og han er nu fundet indenfor fodboldens og DBUs egne rækker. Og altså fundet frem til Søren Kaalund.

Erfaren idrætslæge

Den 50-årige Søren Kaalund har været klublæge for AaB i lige så mange år, som Mogens Kreutzfeldt har været landsholdslæge, og har desuden i korte perioder fungeret som læge for både DBUs Kvinde A-landshold og U/21-landshold.

Den kommende landsholdslæge kommer med hos sin forgænger, når landsholdet fra søndag aften samles på Hotel SAS Radisson i Silkeborg forud for venskabslandskampen mod Tjekkiet onsdag aften på SAS Arena i Herning.


Seneste nyt

fra Nordjylland