Kæmpe krudtlager beslaglagt på Mors

Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagde mandag formiddag et stort lager med ulovligt fyrværkeri på Mors.

Efter et tip kunne Midt- og Vestjyllands Politi mandag formiddag beslaglægge et større lager med ulovligt fyrværkeri på Ørndrupvej i Karby på Mors.

- Vi ransagede stedet og har efterfølgende sigtet en 29-årig mand for at have 840 kanonslag og en mængde krysantemumbomber liggende, fortæller vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen.

Kanonslagene er af varierende mængde mens bomberne har en diameter på op til otte tommer.

- Det er nogle store bomber, og man må også sige, at der er tale om en større fangst, når man ser på mængden af kanonslag, siger vicepolitiinspektøren.

Den store mængde fyrværkeri er siden blevet fragtet til politistationen i Thisted, hvor det opbevares i et sikkert rum.


Seneste nyt

fra Nordjylland