Kæmpe succes for tidligere AaB målmand
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
Jimmy Nielsen har i disse år stor succes i USA.
Jimmy Nielsens hold Oklahoma City Energi FC kvalificerede sig natten til mandag til playoff-finalen i USA's tredjebedste fodbolddivision.
Den tidligere AaB keeper Jimmy Nielsen lever i sandhed den amerikanske drøm. Efter en meget succesfuld målmandskarriere på den anden side af Atlanten fortsætter han nu succesen som træner.
Jimmy Nielsens hold Oklahoma City Energi FC har kvalificeret sig til den vestlige konferences playoff-finale. Holdet, der til daglig spiller i USA's tredjebedste fodboldrække, måtte dog ud i forlænget spilletid og straffespark for at sikre sig finalepladsen. Det var Colorado Springs Switchbacks FC, der blev besejret af Jimmy Nielsens tropper.
Med finalepladsen er holdet nu et skridt tættere på at kunne kalde sig mestre i den tredjebedste række. På grund af måden de amerikanske fodboldligaer er skruet sammen på spiles der ikke om op- og nedrykning.
Jimmy Nielsens hold Oklahoma City Energi FC har også den tidligere Vendsyssel FF spiller Michael Byrskov på holdet. Han blev skiftet ind i semifinalen.