Kan blinde og svagtseende finde ud af at lave øl? Lone Laursen brygger øl virtuelt
- Jeg kan færdes nogenlunde, når jeg har min stok med, og jeg kan se til at strikke lidt, siger førtidspensionist Lone Laursen, der er en af deltagerne på lørdagens virtuelle ølbrygning
Kan blinde og svagtseende finde ud af at lave øl? Ja, hvis man spørger Dansk Blindesamfund, som lørdag havde taget initiativ til et virtuelle ølbrygningskursus for blinde og svagtseende.
En af dem, der er med til ølbrygning via skærmen, er Lone Laursen fra Hobro. Hun har et medfødt synshandicap, som gør, at hun har et meget indsnævret synsfelt.
- Jeg kan færdes nogenlunde, når jeg har min stok med, og jeg kan se til at strikke lidt, siger førtidspensionist Lone Laursen.
På trods af sit handicap har Lone valgt at melde sig til et virtuelt kursus i ølbrygning.
- Jeg synes, det kunne være sjovt. Vi (min mand og jeg) går gerne ud og samler urter om sommeren og laver snaps. Vi har også en lille vinmark heroppe bagved og laver vin. Så manglede vi jo kun at lave noget øl også, siger førtidspensionist Lone Laursen.
Kurset bliver styret af Anders Berthelsen, som til daglig syner biler, men som også er indehaver af firmaet Bryglageret.dk, hvor han sælger udstyr til ølbrygning. Det er første gang han skal holde et kursus i ølbrygning. Som så ovenikøbet er virtuelt og for blinde. Han står ved Vesterbølle i Vesthimmerland - og Lone Laursen som nævnt i Hobro, mens der er deltagere fra mange andre steder i landet.
- Jeg var meget, meget nervøs til at starte med, for jeg tænkte: for pokker. Jeg kan jo ikke vise dem noget som helst. Så jeg blev nødt til at bruge min mund og fortælle dem, hvad pokker de skulle, men de hænger s'gu i, siger Anders Berthelsen fra Bryglageret.dk.
Lone Laursen og de øvrige kursusdeltagere må dog væbne sig med tålmodighed. Der går mindst en måned, før øllet er klart. I fremtiden er det planen at gentage kurset i hovedstadsområdet.