Kaos ved Hals-Egense færgen

Vejarbejdet i Limfjordstunnellen har ikke kun givet trafikprop i Aalborg. Færgeoverfarten Hals Egense fik lige pludselig meget travlt da mange bilister valgte at ændre deres rejseplaner.

Mange bilister valgte at tage Hals-Egense færgen da de hørte om problemerne ved Limfjordstunnellen, og det betød pludselig travlhed og lange køer ved færgelejet. To færger har sejlet i pendulfart siden halv ni i morges, og overfartlederen fortæller at færgerne har sejlet mindst 700 ekstra biler over fjorden end normalt. Og der var kilometerlange køer på begge sider.

- Det her kom meget bag på os. Lige nu er køen fra nord væk, men her klokken 18.45 er der stadig tre kvarters kø på sydsiden, så vi har meget travlt, siger overfartleder Michael Vestergaard Petersen.

De to færger på overfarten kan kun have 10-12 biler med hver, så derfor tager det lang tid at får afviklet køen.

- I morgen er vi noget bedre forberedt på trafikken, så der vil vi nok sætte to færger ind allerede fra klokken 7.00 siger Michael Vestergaard Petersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland