Kaptajn fejlvurderede strømforholdene i Hirtshals Havn

En fejlvurdering af strøm- og vejrforholdene var sandsynligvis årsagen, da "Pride of Telemark" anløb Hirtshals Havn den 11. september og stødte ind i molen, det skriver Nordjyske.dk.

En såkaldt søforklaring i byretten i Frederikshavn skulle onsdag belyse hændelsesforløbet omkring Kystlinkfærgens havari i Hirtshals Havn.

Dele af skibets mandskab blev afhørt af Søfartsstyrelsen om, hvad der skete, da ulykken indtraf.

Udover atypiske strøm- og vindforhold blev en dårlig belysning på Hirtshals Havn også påpeget som en mulig grund til påsejlingen.

Diskussioner om, at et strømsvigt skulle have sat navigationsudstyret ud af funktion blev desuden afvist, eftersom strømmen først gik ud, efter at færgen var stødt på havnemolen.

- Videndeforklaringerne skal bruges som fakta i Søfartsstyrelsens rapport, der ligger færdig om cirka otte måneder. Indtil da vil der ikke blive draget konklusioner i sagen, oplyser specialkonsulent ved Søfartsstyrelsen, Thomas Rekvad.


Seneste nyt

fra Nordjylland