Kent Nielsen forventer ny tæt kamp

AaB?s cheftræner forventer endnu et tæt opgør, når AaB mandag aften tager imod Silkeborg I.F. på Nordjyske Arena.

Efter seks forårsrunder har AaB stadig sin første sejr til gode efter tre uafgjorte og tre knebne nederlag.

- Der er ingen tvivl om, at vores pointhøst indtil videre ikke har været som ønsket, fastslår Kent Nielsen i en pressemeddelelse.

- Vi må erkende, at vores modstandere har været mere effektive end os, men vi kan også nøgternt konstatere, at det vi præstationsmæssigt har bragt ind i kampene, tidligere har resulteret i sejr, og også i mange tilfælde fremover vil sikre os tre point. Derfor handler det naturligvis om fortsat at levere på et højt niveau og samtidig blive mere effektive, hvilket vi også har kvaliteterne til.

- Silkeborg har et modent og erfarent mandskab, der kommer til Aalborg med selvtillid efter sejren over FC København, og det vil igen være de små ting, der bliver afgørende, forudser Kent Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland