Kinesisk milliardaftale til LOGSTOR

LOGSTOR Koncernen underskriver en femårig aftale til en værdi af over tre milliarder kroner med millionbyen Harbin i det nordøstlige Kina.

LOGSTOR skal øge Harbins energieffektivitet gennem renovering og udvidelse af byens fjernvarmenetværk.

Mere end 2.000 km præisolerede rør forventes installeret over en femårig periode, og LOGSTOR opfører til formålet en ultramoderne fabrik i Harbin, der kommer til at beskæftige mere end 200 medarbejdere, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Ifølge planerne skal det første renoveringsarbejde udføres i løbet af 2011, og LOGSTOR's produktionsfaciliteter skal derfor være operationelle inden for første halvår af 2011.

Harbin har 10 mio. indbyggere og er dermed Kinas 10. største by.
Harbin er hovedstad i Heilongjiang provinsen og udgør regionens politiske, økonomiske og videnskabelige centrum.

Byen arbejder aktivt på at kunne kalde sig Kina's førende hvad angår miljøvenlig opvarmning med forbedret energieffektivitet, da opvarmning og køling af bygninger udgør en stor del af byens energiforbrug.

Bystyret har derfor besluttet at renovere og udbygge store dele af fjernvarmedistributionsnettet, så det kommer op på højest mulige standard.

Planen er et resultat af Kinas seneste femårsplan, ifølge hvilken landet skal forbedre den generelle energieffektivitet betragteligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland