Kjelling skifter for at vinde guld

Aalborg Håndbolds største profil Kristian Kjelling skifter Nordjylland ud med Bjerringbro-Silkeborg Voel efter sommerferien.

Rygterne har svirret i flere dage og nu er det officielt. Kristian Kjelling, Aalborg Håndbolds stærke bagspiller, skifter til BSV efter sommerferien efter fire år i det nordjyske.

På et pressemøde klokken 10 præsenterede ligakonkurrenterne fra BSV bagspilleren på en 2-årig kontrakt. BSV betegnes sammen med KIF Kolding som den største favorit til det danske guld. I kølvandet på dem følger Aalborg Håndbold, der pt. ligger nummer fire.

- Bjerringbro-Silkeborg er et tophold, og en klub, der har alt på plads. Jeg kan mærke, at klubben har ambitioner, og det var selvfølgelig meget tillokkende, at et af de bedste hold i Danmark vil have mig til klubben, siger den norske verdensstjerne.

Kjelling skal erstatte den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge, der ifølge rygterne skifter til den tyske topklub THW Kiel.


Seneste nyt

fra Nordjylland