Lærerne på Klarup Skole er frustrerede efter at have været prøveklude på den nye skolereform i to uger.
- Vi skulle sidde 16 lærere i et lille lokale og forberede os, forklarer Karsten Simonsen, der er underviser og tillidsmand på skolen.
Bladet Folkeskolen skriver, at 85 procent af lærerne følte sig helt eller delvist uforberedte i de to uger, forsøget varede. Et af de store problemer var at få tid nok til forberedelsen.
- Det er meget frustrerende, at man pludselig bliver hevet ud af sin forberedelse, fordi man skal ind og dække vikartimer i en klasse, som man ikke et vant til at undervise, forklarer Karsten Simonsen.
Hos Aalborg Lærerforening kan formand Dorthe Kamp godt forstå lærernes frustration.
- Jeg savner, at politikerne forholder sig til, hvad det er lærerne så ikke skal lave, når de skal påtage sig flere opgaver med den nye reform.
Skolerådmand i Aalborg Kommune tager dog prøveperioden på Klarup Skole med ro.
- Der er stadig fem måneder til reformen træder i kraft. Jeg er i god og tæt dialog med skolelederne i Aalborg Kommue, så alle børn får en god skolestart til august.