Klubhus er en skamplet på byen
Smadrede ruder og glas, der flyder overalt. Borgere i Vester Hassing har fået nok af at se på byens gamle klubhus. Stedet blev solgt for flere år tilbage og nu står det ubeboet hen. Derfor kræver flere af naboerne til huset nu handling fra Aalborg Kommune.
Smadrede ruder og glas, der flyder overalt. Borgere i Vester Hassing har fået nok af at se på byens gamle klubhus. Stedet blev solgt for flere år tilbage og nu står det ubeboet hen. Derfor kræver flere af naboerne til huset nu handling fra Aalborg Kommune.
Massevis af ruder ligger smadret både udenfor og indenfor i det gamle klubhus. På væggene er der graffiti, og ellers står huset fuldstændig tomt.
Huset blev solgt for mange år tilbage. Siden er det ikke blevet brugt. Nu har borgerne i området fået nok.
- Det er træls hver gang man går ud af sin dør, så det første man møder, det er ting, der er ødelagt og ting, der bare syner hen. Jeg synes det skal rives ned, som det ser ud nu og den forfatning det er i, er det en skændsel for byen, siger Arne Jensen, der bor lige overfor huset.
- Det ligner jo, der har været krig heroppe, og det var det jeg blev mest chokket over. Jeg er glad for, det ikke er mig, der bor på den anden side af vejen og skal vågne op til det hver dag, siger Hanne Bjerring Idskov Nørgaard, der bor i Vester Hassing.
Da TV2 Nord kontakter Aalborg kommune, lover rådmand i By og landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen, at han tager den konkrete sag op mandag morgen. Han mener, rodet bør medføre en henstilling til ejeren om, at der skal ryddes op.
PÅ Aalborg Kommunes facebook-side har der det seneste døgn været en voldsom debat omkring ejendommen. Her har Hanne Bjerring Idskov Nørgaard opfordret kommunen til at handle. Det har fået mange til at kommentere på sagen. Blandt andre Tue Carlsen:
- En skam at et sted, hvor man har brugt rigtig mange dejlige timer, er kommet til at se sådan ud, skriver Tue Carlsen.
Det er tømrermester Peter Berg-Mortensen fra vodskov, der ejer ejendommen. Det har han gjort siden 2006, og i 6 år har den stået tom.
- Igennem tiden har jeg været hernede en del gange og vedlige holde en del gange, og det er korrekt det er noget tid siden, jeg har gjort det. Jeg har ikke været vidende om, det så så gralt ud, siger Peter Berg-Mortensen.
Hans oprindelige plan var, at der på grunden skulle opføres boliger, men det satte finanskrisen, ifølge ham, en stopper for. Nu lover han, at der nok skal ske forbedring.
- Som det ser ud nu hernede, så sender jeg nogle folk herned, som kan rydde op, så det ser nogenlunde hæderligt ud. Det er jeg helt enig i, vi skal have gjort, og det vil ske nu her i den uge, vi går ind i, siger Peter Berg-Mortensen.