Kørelærer: - To meters afstand er en fysisk umulighed i en skolevogn
Foto: TV2 Nord
De nordjyske virksomheder savner klare retningslinjer for, hvordan de skal åbne på mandag. Nogle vælger endda ikke at åbne.
En lang række erhvervsdrivende kan fra på mandag genåbne. Det besluttede Folketinget i nat. TV2 Nord har besøgt et par af de virksomheder.
Og det tyder på, at kunderne glæder sig. I hvert fald har telefonen bimlet og bamlet siden klokken 7.15 fredag morgen ved Carina Lundtoft, der er frisør og medlem af Aalborg Frisørlaugs bestyrelse.
- Vi åbner på mandag. Vi har udvidet vores åbningstider hele næste uge , siger hun.
De må åbne mandag
- Frisører
- Fysioterapeuter
- Kiropraktorer
- Ergoterapeuter
- Osteopater
- Kliniske Diætister
- Fodterapeuter
- Optikere
- Psykologer
- Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere
- Høreområdet
- Private hospitaler og klinikker
- Skønheds- og massageklinikker
- Kropsplejeklinikker
- Spaklinikker
- Tatovører og piercingklinikker
- Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier.
- Køreskoler
Men det er ikke alle firsørlaugets frisører, der vælger at åbne som Carina Lundtoft.
- Vi er splittet i to lejre. Der er nogle af os frisører, der glæder sig vanvittigt meget til at komme tilbage på arbejde, og have vores kunder og have så normal en hverdag som man kan have. Og så er der de andre, den anden del, som er bange for at møde ind på mandag. Og det er de, fordi vi mangler en handlingsplan og noget restriktioner for, hvordan vi skal gebærde os. De mener, det er med livet som indsats.
Mange elever i samme vogn
En af de andre brancher, der må åbne på mandag, er køreskolerne. Og de savner også retningslinjer.
- Der kan jo sagtens sidde op til 10-12 elever i sådan en bil om dagen. Det vil sige, at de 10-12 elever skal jo hjem og være med deres familier. Virussen kan jo sprede sig, virkelig virkelig meget. Og de to meters afstand er jo en fysisk umulighed i en skolevogn, siger Karsten Sørensen, der er formand for Dansk Køreskolelærer-Union i Vendsyssel.
Og det giver også nogle praktiske udfordringer med arbejdet, at åbne køreskolerne. For politiet har endnu ikke åbnet op for teori- og køreprøver. Det betyder, at køreskolerne blot kan tilbyde undervisning.
- Vi kan ikke gøre nogen ting færdige. Vi kan ikke få nogen elever igennem, så vi skaber en ophobning og skaber et yderligere pres på politiets opgave til at få teori- og køreprøver, forklarer han.
Efterskolerne må vente
Man må stadig se langt efter en genåbning af efterskolerne, der ellers i den seneste tid har talt for en tidlig genåbning af skolerne - som eleverne længes efter at komme tilbage til. Men sådan blev det ikke i denne omgang.
- De har en vis forståelse for det. Men der skal ikke ret meget mere til, at de ikke har mere tålmodighed. De glæder sig enormt meget til at kunne starte, og til at se både deres efterskolevenner og lige så meget de voksne igen.
Sådan siger forstander på Dronninglund Efterskole, Bitten Schjødt Kjær.
- Lige nu der stiller vi dem (eleverne, red.) i udsigt, at det vi tror på, det er, at de kommer tilbage 10. maj. Der er ikke andet vi kan gøre, end at skabe det håb, og det er det, vi vil arbejde rigtig meget for, at de gør.
Ekstra rengøring
På efterskolen regner de med, at de ligesom folkeskolerne kan tage de nødvendige forholdsregler. Det gør man også ved frisøren, mener Carina Lundtoft.
- Der er næsten to meter imellem hver stol, og ja der er sat ekstra tid af til kunderne, ekstra tid til at spritte det hele af, og blandt andet er der også bestilt ekstra sprit, handsker og faktisk også mundbind.
Men er det nok?
- Det kan man jo altid gisne om.
Der er flere frisører, der har valgt ikke at åbne endnu.