Kollegabold til Aalborg

Dansk Firmaidrætsforbund og Aalborg Firmaidræt inviterer til danmarkspremiere på Kollegabold - den moderne måde at spille firmafodbold på.

Firmafodbold skal være mere underholdende og skal ikke hænges op på lange sæsoner og en bred spillertrup. Det er filosofien bag det nye koncept, kollegabold. Der spilles en kort sæson fra 9. maj til udgangen af juni. Herefter startes op igen med en ny runde. Der spilles 5 mod 5 på kunstgræs, og det giver gode muligheder for et underholdende spil.

- Vi tror på, at det hurtige og sjove spil på denne lækre bane vil tiltale mange - ung som gammel. Kollegabold bliver en anderledes oplevelse, hvor der er kælet mere for detaljerne, siger formand for Aalborg Firmaidræt, Verner Sørensen

Det er en nyanlagt kunstgræsbane der danner underlag for den nye måde at spille firmafodbold på. Banen ligger ved Nørresundby Idrætscenter og er den første af sin art i Dansk Firmaidrætsforbund.

Første sæson er en pilotsæson for hele landet, og derfor er turneringen gratis denne ene gang.

- Vi inviterer alle til at gå på hjemmesiden og tilmelde et hold gratis. Så vil vi bruge erfaringer fra denne test-sæson til resten af landets kollegaboldturneringer, slutter Carsten Hansen.

Alle interesserede kan tilmelde sig gratis på hjemmesiden www.kollegabold.dk, frem til den 6. maj 2013. Turneringen starter torsdag den 9. maj og afvikles i de 6-8 efterfølgende uger.

Inden den nye firmaturnering sparkes i gang indvies den nye bane lørdag den 4. maj 2013 kl. 10.00.


Seneste nyt

fra Nordjylland