Kom med til kæmpe fejring: Frihedsfest direkte fra AKKC i aften
Der er lagt op til en storstilet fejring i aften, når to års forberedelse kulminerer i et brag af en frihedsfest, der fejrer jubilæet for Danmarks befrielse.
Kom med til et brag af en fest hjemme fra stuerne, når vi i aften på TV2 Nord fejrer 75-året for Danmarks befrielse klokken 19.45.
Både Lars Lilholt, Pernille Rosendahl, Mattias Kolstrup, Shaka Loveless og Klarup Pigekor er alle med på scenen til at sørge for underholdning, når jubilæet for befrielsen efter Anden Verdenskrig bliver fejret i Aalborg Kongres & Kultur Center.
- Vi kommer til at samle delelementer med alt det, vi ville have gjort, hvis vi kunne samle mange folk. Så der kommer stadig folk og holder tale – blandt andet nogle af frihedskæmperne, der var med under Anden Verdenskrig. Og der kommer til at være alsang og musik med fortolkninger af sange fra krigen og efterkrigstiden og selvfølgelig også nutid musik, siger Rikke Kjølby, der er eventredaktør ved TV2 Nord.
Jubilæet fandt sted i 2020
Frihedsfesten markerer 75-års jubilæet efter Anden Verdenskrig, som egentlig var den 4. maj sidste år. Men på grund af coronaens indtog i Danmark blev fejringen udskudt til 2021.
Frihedsfesten er støttet økonomisk af Spar Nord Fonden, Club Nord, Region Nordjylland, Det Obelske Familiefond, ARF Multimedier Aars, Aalborg Kommune og TV2 Nord og afvikles i samarbejde med Aalborg Konges & Kultur Center.
En overraskelse i kulisserne
En af dem, der i løbet af aftenen skal give en tale, er den tidligere modstandsmand, Knud Christensen fra Hirtshals. Som bare 17-årig blev han modstandsmand, og det endte med en tur i Frøslevlejren, mens Danmark stadig var besat. I dag er han 94 år gammel, og kan med stolthed se tilbage på den kamp, han kæmpede for Danmark. .
Længe har unge fra den socialøkonomiske virksomhed Råt & Godt stået for at lave kulisserne til det store show, som skal forestille syv høje bindingsværkshuse.
- Udover at kulisserne ser rigtig godt ud, har de en ekstra funktion, fortæller producer ved TV2 Nord, Torben Hedemose.
Den ekstra funktion bliver først afsløret under showet.