Kommer med særlig opfordring: Hjorte bliver kørt ned på stribe
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix
Aalborg Kommune er den kommune, hvor der sker flest påkørsler på hjorte
Det sker mere end 10.000 gange om året, og lige nu er det ekstra slemt
Oktober, november og december er højsæson for påkørsler af hjorte, der forvilder sig ud foran bilerne.
Faktisk får alarmcentralen over 10.000 opkald hvert år på grund af hjortepåkørsler. Og det er blandt andet Dyrenes Beskyttelse, der sender skytter ud for at nødaflive de lidende dyr.
- Der er ingen andre dyr, der fylder lige så meget i påkørselsstatistikkerne som hjorte. Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men til gengæld kan vi prøve at guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, kan det føre til færre uheld, siger biolog (ph.d.) og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, Peter Gravlund Nielsen.
Her påkøres flest hjorte
I 2022 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flest henvendelser om påkørte hjorte fra disse kommuner:
Aalborg Kommune (524 henvendelser)
Viborg Kommune (399 henvendelser)
Hjørring Kommune (386 henvendelser)
Frederikshavn Kommune (373 henvendelser)
Vejle Kommune (359 henvendelser)
Slagelse Kommune (348 henvendelser)
Bornholm Kommune (334 henvendelser)
Næstved Kommune (332 henvendelser)
Aarhus Kommune (326 henvendelser)
Odsherred Kommune (324 henvendelser)
I Nordjylland er der særligt mange påkørsler. Faktisk er Aalborg Kommune den kommune i landet, hvor Dyrenes beskyttelse fik flest henvendelse sidste år med 524 af slagsen. På tredje- og fjerdepladsen ligger Hjørring og Frederikshavn Kommune.
Skytte: Det er voldsomt lige nu
Niels Guldager bor i Saltum og er en af de skytter, der arbejder frivilligt for Dyrenes Beskyttelse.
Alene siden søndag har han været kaldt ud til fem påkørsler af hjorte.
- Jeg blev ringet op omkring klokken 3 i nat. Det er ret voldsomt lige nu, hvor alle markerne er blevet høstet, så hjortene ikke har majs osv. at gemme sig i, siger han.
Det skal du gøre:
Ring 1812 hvis dyret er såret - også selvom dyret er løbet væk.
Bliv på stedet - hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
Hold afstand, så dyret ikke stresses.
Ring til Falck, hvis dyret er dødt.
Niels Guldager har tidligere været schweisshundefører og har derfor mange års erfaring med nødaflivning af påkørte dyr.
Derfor kommer han med et opråb til bilisterne.
- Ring nu for guds skyld til 1812 (Dyrenes Beskyttelse, red.), hvis man har påkørt en hjort. Det sker alt, alt for ofte, at folk bare kører videre, siger han.
- Den anden dag havde jeg to episoder, hvor bilister var kørt fra et påkørt dyr, og andre måtte ringe ind, fordi der lå en såret hjort og led i vejkanten.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man er ekstra påpasselig, når man kører bil de kommende måneder. Hjortene er mest aktive om natten, og det er også i de mørke timer, at flest hjorte krydser vejene.