Kommune vil styre medarbejderne på Facebook

Medarbejdernes brug af Facebook skal reguleres i Frederikshavn Kommune. Det foreskriver en ny medarbejderpolitik om brug af sociale medier.

Frederikshavn Kommune er godt på vej til at få en politik for, hvordan kommunens medarbejdere skal opføre sig på sociale medier som Facebook og Twitter. Den nye medarbejderpolitik skal godkendes af økonomiudvalget onsdag og siden byrådet, før den kan sættes i værk.

- Grundholdningen er, at man som medarbejder også i privatliget er repræsentant for Frederikshavn Kommune, står der i økonomiudvalgets notat.

For Heidi Becker-Rasmussen, der er direktør for Børn og Kultur i kommunen, så skal politikken minde medarbejderne op, at de selv i fritiden kan komme i kontakt med borgere i kommunen, og det får betydning for, hvad medarbejderne kan tillade sig på for eksempel Facebook.

- Det er ikke en politik, der skal begrænse medarbejdernes adgang til de sociale medier i arbejdstiden, men de skal tænke sig om, og vi henstiller til gode guidelines, siger Heidi Becker-Rasmussen.

Ligesom al anden kommunikation omkring arbejdet, så kan forkert brug af sociale medier også få konsekvenser for medarbejdernes arbejde.

- I alleryderste konsekvens kan det have betydning for ansættelsesforholdet, siger Heidi Becker-Rasmussen.

Politikken for brug af sociale medier skal gælde samtlige ansatte i Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland