Kommunen greb først ind efter 2½ år
Flere naboer gav besked til kommunen, om forældreparrets mishandling af datteren. Kommunen erkender nu de har svigtet.
Naboer rystede
Naboer til en familie i Mou ved Aalborg er rystede over, at kommunen skulle bruge to et halvt år på at gribe ind overfor morens og stedfarens tilsyneladende mishandling af datteren. Det oplyser P4 Nordjylland.
Kommunen vidste besked
Flere naboer har gennem årene henvendt sig til kommunen.
- En tidlig morgen mødte jeg hende - i ikke ret meget tøj - lave havearbejde i frostvej og sagde, hun skulle gå ind og tage tøj på. Så blev hun bange og ville ikke snakke med mig, fortæller en af de nærmeste naboer, Marianne Kofoed
Grov vold og frihedsberøvelse
Et ægtepar fra Mou er i dag tiltalt i Retten i Aalborg for grov vold og frihedsberøvelse af den 13-årige pige. Parret flyttede i september 2005 fra Helsingør og ind i huset på Toften.
Tvangsfjernelse var i gang
Ifølge P4 Nordjyllands oplysninger gjorde Helsingør Kommune den daværende Sejlflod Kommune opmærksom på, at den var i færd med at tvangsfjerne datteren.
Men der skulle gå yderligere to et halvt år, inden Aalborg Kommune tvangsfjernede datteren.
Naboer gav besked
Og det selv om også flere naboer gjorde kommunen opmærksom på pigen blev mishandlet.
- Vi talte om det i familien, og vi kontaktede kommunen, men har ikke hørt mere, siger Marianne Kofoed.
Endnu en nabo
En anden nabo fortæller at han gennem det høje plankeværk omkring huset overhørte, at datteren blev slået. Også han så hende lave havearbejde i dårligt vejr, blive kommanderet med og meget andet.
Også han kontaktede kommunen. Det er halvandet år siden.
At der alligevel skulle gå to et halvt år fra familien flyttede til Mou, inden kommunen i april sidste år greb ind og tvangsfjernede datteren har rystet Marianne Kofoed.
- Men at der ikke er sket noget før, er helt forfærdeligt, siger hun.
Kommunen erkender
Og formanden for Aalborg Kommunens børne- og Ungeudvalg Lars Bang Jensen (S) erkender, at kommunen har været for langsom.
- Det er forstemmende, at der er gået så lang tid. Det er klart ikke godt nok, siger han.