Kommuner ønsker støtte til snerydning
Foto: TV2/Nord
Det er nødvendigt, at regeringen støtter kommunerne med kolde kontanter til snerydning.
Sådan lyder det ifølge P4 Nordjylland fra flere nordjyske
lokalpolitikere, mens sneen og frosten igen har indtaget
landsdelen.
Finansordførerne fra Venstre og De Konservative lagde i
weekenden op til, at kommunerne kan få ekstra hjælp til snerydning.
- Det er noget af det bedste, jeg har hørt fra regeringen i meget lang tid. Vi kan ikke magte opgaven, hvis vi igen får en hård vinter, siger SF'eren Jørgen Bing, formand for teknikudvalget i Hjørring Kommune.
Han støttes af sine formandskolleger i flere andre nordjyske kommuner. Den sidste vinter var så hård, at budgetterne blev overskredet med millioner af kroner - og nu er vinteren allerede tilbage igen for fuld styrke.
Alene Frederikshavn Kommune har foreløbig
overskredet budgettet for snerydning med 17-18 millioner kroner i år.
- Det ser slemt ud, og det er rigtig godt, at nogen kan se, at vi har et stort problem, siger Frederikshavns
teknikudvalgsformand, Brian Pedersen fra SF.
Venstremanden Gert Fischer fra Rebild Kommuner understreger, at det er nødvendigt med støtte fra regeringen, fordi der er tale om en ekstraordinær situation:
- Når vinteren starter allerede i november, så kommer det til at knibe med budgettet, siger han til P4 Nordjylland.
Kommunerne frygter, at det kan blive nødvendigt at skære yderligere i blandt andet ældreplejen og skoler for at få råd til at fjerne sne fra vejene.