Kommuner tillader rygning i skoletiden

Kun tre nordjyske kommuner forbyder rygning i hele skoletiden, selvom det i dag er slut med at ryge på skolens arealer.

Kun i Aalborg, Mariagerfjord og på Læsø Kommune har man helt forbudt rygning i skoletiden. Det skriver P4 Nordjylland.

Selvom det i dag er slut med at ryge på skolens arealer, så viser en rundspørge til landets kommuner, lavet af Kræftens Bekæmpelse, at det stadig er op til den enkelte skole i langt de fleste nordjyske kommuner at beslutte, om eleverne må gå udenfor skolen for at ryge i frikvartererne.

Per Kim Nielsen, der er projektchef for børn, unge og rygning i Kræftens Bekæmpelse, mener, at det er et stort problem:

- Meget rygning bliver lært i gruppesammenhænge, og hvis et par rygere finder et hyggeligt sted at ryge udenfor skolen trækker det andre med. Hvis ikke de kan ryge i skoletiden, så lader de være i skoletiden, siger han til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland