Konfirmander har skyhøje renter i sigte
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Der kan være store rentegevinster, hvis man opretter en såkaldt konfirmandkonto.
Der er kamp om bankkunderne. Nu er det de helt unge, som bankerne står i kø efter. Lokkemidlet er høje renter.
Mens vi andre må se til, at renten på indlånskontoen bliver lavere og lavere, er det ikke et problem for konfirmanderne. Bankerne står i kø for at lokke de unge ind i banken - og lokkemidlet er renter, som man som bankkunde normalt blot drømmer om.
En af de første banker, der er på gaden med et slagtilbud til forårets konfirmander, er Spar Nord.
Her kan både konfirmander og nonfirmander få 12 procent i rente. De kan sætte op til 25.000 kroner ind - og renten får de i et år. Til sammenligning ligger den gennemsnitlige indlånsrente i bankerne i dag under en procent.
- Det er noget vi gør for at få flere kunder i butikken, siger bankens direktør Lars Møller og fortsætter:
- Vi får rundt regnet 10 procent af årets konfirmander - det svarer til 5000. Og da de hver koster os 1000 kroner i rente, er det en udgift på fem millioner kroner. Men det kan godt betale sig for os, siger han.
Direktøren understreger, at der ikke er bindinger på den konfirmandkonto, som de unge poder kan få i banken:
- Fortryder de, kan de hæve pengene dagen efter. Det koster dem ikke noget, siger han.
At de fem millioner er godt givet ud, skyldes, at valget af bank - for mange - hænger ved. Og det kan de se i Spar Nord.
- Vi har gjort det her i snart 20 år. Og vi kan se, at de første af konfirmanderne i dag køber deres første hus og er på bil nummer to. Så det kan godt betale sig, siger Lars Møller.
I snit sætter en konfirmand mellem 15.000 og 20.000 kroner i banken efter konfirmationen. Og da der konfirmeres rundt regnet 50.000, løber det samlede indskud fra konfirmanderne op i nærheden af en milliard kroner.
/ritzau/