Kongeskibet klar til sommeren
Foto: TV2/Nord
Kongeskibet DANNEBROG markerer starten på sommeren, når skibet mandag kl. 14.00 hejser kommando på Flådestation Frederikshavn.
Samme dag kl. 15 lægger kongeskibet DANNEBROG fra kaj for at begynde den én måned lange forskole for besætningen.
Allerede i samme uge deltager kongeskibet dog i årets første officielle begivenheder.
14. april, i anledning af den kongelige barnedåb, og 16. april i anledning af Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag, vil skibet ligge med flag og fuld illumination ved bøje 1 i Københavns Havn.
Regentparrets ombordstigning på kongeskibet DANNEBROG markerer starten på kongeskibets sommertogt. Samtidig slutter forskolen for besætningen.
10. maj kl. 12.00 går Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen officielt om bord på kongeskibet, der også denne dag ligger ved bøje 1. Her vil regentparret modtage den traditionelle salut fra Batteriet Sixtus og efterfølgende modtage salut fra Kronborg.
Regentparret stiger officielt fra borde den 16. september med salut fra Batteriet Sixtus.
Chef for kongeskibet DANNEBROG er Hendes Majestæt Dronningens jagtkaptajn, kommandør Lars Rosendahl Christophersen.