Konkurrence sikrer priserne
Til trods for Cimber Sterlings konkurs bliver det ikke dyrere at rejse mellem Aalborg og København, da der stadigvæk er to flyselskaber til at kæmpe om kunderne.
Det vurderer direktøren for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.
Selvom Cimber Sterling tidligere på dagen blev begæret konkurs, skal man altså ikke frygte, at priserne på flybilletter mellem Aalborg og København vil stige.
Efter at Cimber Sterling er gået konkurs, så er der nu kun to flyselskaber tilbage, som flyver mellem Aalborg og København. Det drejer sig om henholdsvis SAS og Norwegian, som i øvrigt også har sat ekstra flykapacitet i sving for at afhjælpe nogle af rejseproblemerne, som er opstået i kølvandet på Cimber Sterlings konkurs.
Cimber Sterlings flyruter fra Aalborg til København venter nu blot på at blive overtaget. Men Søren Svendsen, som er direktør for Aalborg Lufthavn vil ikke afvise, at der sagtens kan komme en ny spiller på banen.
- Der kunne også være åben mulighed for, at der kommer et helt andet selskab ind, men indtil videre er vi rimelig tilfredse med, at SAS og Norwegian begge er på ruten - det sikrer at vi holder prisniveauet der, hvor vi er i dag.
Da der stadig er to selskaber til at konkurrere med hinanden på prisen, skal man altså ikke frygte, at billetpriserne vil stige lige nu.