Kontrol af nordjyske byggepladser

En sammenslutning af byggeforbundene under LO, også kaldet BAT-kartellet, var i dag på aktion. Formålet var at finde udenlandske håndværkere, der er arbejder i Nordjylland. 

BAT-kartellet var fredag formiddag på patrulje i Aalborg. Det er kommet BAT for øre, at en entreprenør benytter sig af polske håndværkere. Derfor vil de nu kontrollere, at arbejdsforholdene er i orden.

For at være lovlig arbejder i Danmark skal man være registret i Registeret for udenlandske tjenesteydelser, også kaldet RUT-registeret. Derudover skal man betale skat i enten Danmark eller det land, man kommer fra. Ifølge Reidar Kogstad, der er koordinator af aktionen er det langt fra altid, det sker.

- Vi har i fagbevægelsen BAT været dybt frustreret over, at vi ikke har kunnet få myndighederne, som arbejdstilsynet, SKAT og eventuelt med hjælp fra politiet, til at få klarlagt, om folk arbejder her lovligt, siger han til TV2/Nord.

Med på aktionen var også den nordjyske folketingskandidat Birgit Elgaard (Soc. Dem.)

- Det er et område, der har brug for stor fokus, for det betyder faktisk, at hvis vi ikke har styr på det her, så er der rigtig mange skattekroner, der kan sive ud over landets grænser, siger hun.

Udover en lille misforståelse var der ikke noget at komme efter hos de arbejdere, BAT besøgte i formiddag.

Men selvom papirerne er i orden, oplever BAT stadig, at det ikke altid er, som det bør være.

- Det vi får indtrykket af, når vi er ude at snakke med udlændinge, det er, at de selv siger 'det kan godt være, at der står på vores kontrakt, at vi får 120 kroner i timen, men det får vi jo ikke 12', siger Reidar Kogstad til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland