Kræmmer får halvt års fængsel
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Landsretten skærper straffen til nordjysk forretningsmand, der har solgt falske mærkevarer flere steder.
Et kendt ansigt på kræmmermarkeder landet over er blevet afsløret i at handle med tusindvis af kopierede varer.
Østre Landsret har onsdag idømt den 37-årige nordjyde en straf på ubetinget fængsel i seks måneder.
- Vi er meget tilfredse med resultatet, siger anklageren i sagen, politifuldmægtig Dorte Frandsen.
Det er den hidtil hårdeste dom for salg af kopivarer, siden loven blev skærpet i januar 2009.
I sagen indgår tusindvis af for eksempel falske Gillette barberblade, H2O sokker, Björkwin trøjer og Björn Borg underbukser.
- Jeg kunne ikke se, at der var noget galt med varerne, har den 37-årige tidligere sagt.
Manden har blandt andet huseret på Roskilde Kræmmermarked, Ullerup Marked i Dragør, Bellahøj Kræmmermarked og på markedet i Døllefjelde-Musse på Lolland.
Selskaber som G-Star, Nike, Gucci og Calvin Klein har i øvrigt krævet i alt 1,9 millioner kroner i erstatning af nordjyden.
Landsrettens dom på seks måneder er en skærpelse i forhold til det resultat, som Retten på Frederiksberg sidste efterår nåede frem til. Dengang lød dommen på fem måneders fængsel.
På globalt plan er kopiering af mærkevarer et stigende problem. Markedet er meget lukrativt for bagmændene, og fortjenesten er enorm.
Blandt andet drejer den netop afgjorte retssag sig om 4073 par falske Nike-sokker, som betjente opdagede i tre biler på mandens bopæl i Frederikshavn.
Under en afhøring blev han spurgt, hvad sokkerne skulle bruges til.
- Til at pudse bilerne med måske, lød svaret fra den 37-årige, der også driver biludlejning.