Krav om fire års fængsel til bankchef for kursfup

Anklager: I den hidtil værste sag om kursmanipulation bør Finn Strier Poulsen fra Ebh Bank idømmes fire år.

Hovedpersonen i en straffesag mod topfolk fra tre pengeinstitutter bør straffes med fængsel i fire år.

Sådan lyder kravet onsdag fra Bagmandspolitiet i Retten i Hjørring i forhold til otte ledende personer fra Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland, skriver nordjyske.dk.

Påstanden om de fire års fængsel retter sig imod den 58-årige Finn Strier Poulsen, der var direktør i Ebh Bank.

Sagen er den "hidtil groveste sag om kursmanipulation," fastslår den ene af anklagerne, Stefan Kobbernagel, ifølge nordjyske.dk.

Strier Poulsen optræder i samtlige kriminelle forhold, som anklageskriftet beskriver - mandatsvig eller bedrageri for 10,5 millioner kroner og kursmanipulation med et udbytte på 6,9 millioner kroner.

Både han og de andre tiltalte har nægtet sig skyldige under sagen, som blev indledt i vinter.

En straf på fængsel i tre år og seks måneder er en passende sanktion til den tidligere administrerende direktør i Morsø Sparekasse, Jørn Balch Christensen, mener Bagmandspolitiet.

En lignende påstand er rejst over for Ove Knudsen og Jacob Leth, der er henholdsvis tidligere underdirektør og tidligere direktør i Sparekassen Kronjylland.

Desuden står den tidligere bestyrelsesformand i Ebh Bank, Egon Korsbæk, til en straf på mellem tre år og tre år og seks måneder, lyder det fra anklagemyndigheden.

Det er ikke første gang, at Finn Strier Poulsen er under anklage for kursmanipulation.

I en tidligere sag blev han frifundet af Vestre Landsret. Men denne og en anden frifindelse har ingen betydning for den aktuelle sag, har Bagmandspolitiet tidligere udtalt til Ritzau.

- Det er en ny sag med nye beviser, har specialanklager Jørn Thostrup sagt.

I næste uge får forsvarerne mulighed for at svare igen med deres syn på, hvordan domsmandsretten bør afgøre sagen.

Dommen ventes afsagt 1. juli.


Seneste nyt

fra Nordjylland