Kreditor vil have 7,8 millioner fra OW Bunker-selskab
Foto: (Arkivfoto)
Et af Singapores største oliefirmaer Hin Leong Trading sagsøger OW Bunker-firma for 7,8 millioner kroner.
OW Bunkers datterselskab i Singapore OW Bunker Far East får nu en retssag fra en kreditor på halsen i Singapore.
Det er et af Singapores største og uafhængige oliefirmaer Hin Leong Trading, der vil stævne OW Bunker Far East for et tilgodehavende på 1,3 millioner dollar (7,8 millioner kroner), skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kravet mod OW Bunker-selskabet rejses efter at OW Bunker i fredags kuldsejlede og gik konkurs med et tab på 1,6 milliarder kroner efter kun godt syv måneder som børsnoteret virksomhed.
OW Bunker Far East er et af OW Bunkers mange datterselskaber. Et andet af dem er Dynamic Oil Trading, et selskab hvor OW Bunker-ledelsen i Danmark påstod, der havde fundet svindel sted for, hvad der svarer til 750 millioner kroner.
OW Bunker-ledelsen varslede i forbindelse med konkursen fredag i sidste uge, at to ledende medarbejdere fra Dynamic Oil Trading i Singapore ville blive meldt til politiet, men det er endnu ikke sket. Efter konkursen er det kuratorerne, der har kontrollen med OW Bunker, der har hovedsæde i Nørresundby.
Ifølge Reuters gik et andet olieselskab i Singapore med leverancer af bunkers til rederierne konkurs den 29. oktober, ugen før OW Bunkers gik ned med flaget.
Inden kollapset havde OW Bunkers omkring syv procent af verdensmarkedet for bunkers til shippingindustrien. Bunkers er raffineret fra råolie og bruges som flydende brændstof til skibe.
OW Bunkers konkurs får dog ikke den store effekt på bunkermarkedet i Fjernøsten.
Singapore er en af verdens største bunkringshavne, og havnemyndighederne på stedet - Maritime og Port Authority (MPA) - forventer kun minimal afbrydelse i leverancerne af brændstof til skibene.
- Der er i øjeblikket mere end 60 bunkerleverandører i Singapore, og OW Bunker Far East tegnede sig for mindre end tre procent af de 42,6 millioner ton, der blev leveret i Singapore i 2013, siger Maritime og Port Authority i en erklæring til Reuters.