Kristian Jensen: Udvisningen af Im er hjerteløs
Foto: Ib William Christensen
Kristian Jensen (V) vil se nærmere på udlændingepolitikken, efter syvårig pige udvises på grund af farens død.
- Jeg går ind for en stram udlændingepolitik! Men ikke en hjerteløs udlændingepolitik, skriver Kristian Jensen (V) på sin Facebookside tirsdag.
Det sker, efter syvårige Im Nielsen og hendes thailandske mor søndag blev sendt ud af landet, fordi hendes danske stedfar, Johnny Nielsen, døde af kræft i 2012.
Kristian Jensen er både gruppeformand for Venstres folketingsgruppe og næstformand for partiet. Derfor er det opsigtvækkende, at han nu går ind i sagen og tilsyneladende taler imod den udlændingepolitik, som Venstre selv har været med til at indføre.
- Jeg er glad for, at Inger Støjberg (V) har indkaldt justitsministeren i samråd, så vi kan finde ud af, om han har begået fejl i sagen om udvisning af Im Nielsen, skriver han videre.
Christopher Arzrouni, debatredaktør i Dagbladet Børsen, spørger i en kommentar på Kristian Jensens Facebookside, hvad Venstre-politikeren så vil gøre, hvis det ikke er en fejl, men en konsekvens af udlændingepolitikken.
- Se på om selvforsørgelse kan betyde mere i udlændingepolitikken, svarer Kristian Jensen.
Dermed åbner han ligesom Liberal Alliance tidligere har gjort for, at personer, der kan klare sig selv, skal have lettere adgang til at bo i Danmark.
Kristian Jensen ønsker ikke at uddybe sin kommentarer på Facebook yderligere. Dermed har det ikke været muligt at spørge Kristian Jensen, om hans udmelding er udtryk for Venstres politik.
Kristian Jensen skriver desuden, at meget tyder på, at tidligere ministre har benyttet lovgivningen til at give humanitære ophold, mens justitsminister Morten Bødskov (S) "bare har leget flyverskjul".
Morten Bødskov har kaldt sagen "ulykkelig", ligesom han har bedyret, at han fremover vil have ændret reglerne, så familiesammenførte ikke kan miste deres opholdstilladelse på grund af dødsfald.
Men ministeren afviser samtidig, at han kan blande sig i den konkrete sag.
Im Nielsen gik i skole i Danmark, og hendes mor, Suthida Nielsen, læste på Sosu-uddannelsen.
Alligevel besluttede retten i Hjørring i oktober 2012, efter at manden døde, at de to havde størst tilknytning til Thailand og derfor skulle de udvises.