Kritiseret plejefirma indrømmer: Overenskomst blev ikke overholdt
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Efter et møde med FOA Frederikshavn har det udskældte plejefirma IMS Service erkendt, at de ikke har overholdt den gældende overenskomst.
Firmaet IMS Service, der leverer hjemmepleje i Frederikshavn Kommune blev i slutningen af november genstand for massiv kritik. Afsenderen var FOA Frederikshavn, som efter at have talt med flere medlemmer anklagede IMS Service for flere brud på overenskomsten.
- Det er vores opfattelse, at ledelsen bevidst undlader at følge overenskomsten med KA pleje. Blandt andet snydes medarbejderne for de tillæg, de har krav på, ligesom de ansatte mangler at få udleveret både vagtplanen for minimum to uger af gangen og de arbejdstidsplaner, der udbetales løn efter, fortalte sektorformand Jens Nielsen fra FOA Frederikshavn dengang.
Den næste dag afviste IMS Service alle påstande, men i en pressemeddelelse sendt ud 3. december af FOA Frederikshavn erkender man nu, at overenskomsten ikke er blevet overholdt. Der er ikke blevet udbetalt beklædningstillæg, og den lønreguleringen, der skulle være sket i juli i år er heller ikke blevet foretaget, men det bliver der nu rettet op på.
- Jeg syntes det er godt, der nu rettes op på de fejl og mangler der har været i forhold til overenskomsten, og jeg er tilfreds med, at vi har fået afklaret, at FOA ikke uberettiget har været ude med riven, siger sektorchef ved FOA i Frederikshavn Jens Nielsen, der nu ser frem til at det måske mest alvorlige kritikpunkt af IMS Service kommer på kommunens bord.
- Vi venter lige nu spændt på udfaldet af hele sagen omkring lemfældig omgang med medicin og en presset faglighed. Her har vi fra FOA Frederikshavns side indleveret to vidneerklæringer til Frederikshavn kommune, fra to nuværende ansatte medarbejdere.