Kulinarisk krig for Danmarks bedste elever
Der er dømt lige dele spænding og gastronomisk magi, når HORESTA og 3F lader cremen af Danmarks kulinariske ungdom, dyste i restaurationsbranchens officielle danmarksmesterskaber for elever 2008. Blandt deltagerne, er hele 10 elever fra Nordjylland.
Herning Messecenter
Skoler fra hele landet har udvalgt deres dygtigste elever til at mødes i Herning Messecenter den 4. og 5. marts i forbindelse med den store årlige fødevaremesse FoodExpo 2008 for at dyste om at blive landets bedste kokke-, tjener-, cater- og smørrebrødsjomfruelever.
DM for Kokke- og Tjenerelever
For første gang i elevkonkurrencernes historie, afvikles DM for Kokke- og Tjenerelever samtidig som en miniudgave af Årets Kok- og Årets Tjener-konkurrencer.
I konkurrencen vil hvert hold af unge kokkeaspiranter gennem lodtrækning nemlig blive sat sammen med et hold af tjenerelever.
Derefter har hvert hold cirka seks timer til at løse den stillede opgave. For hvert kokkehold gælder det tilberedelsen af en tre-retters menu bestående af en forret, en hovedret og en dessert, mens tjenerholdene foruden serveringen af de tre retter blandt andet skal dyste i borddækning, tranchering, forklaring af vinvalg og mixing af cocktails.
Mesterskabet består foruden den store praktiske opgave, der finder sted den 4. marts, af en skriftlig teoriprøve, som afvikles aftenen før.
DM for Cater- og Smørrebrødsjomfruelever
En fiskeanretning, en varm hovedret og 180 cm bord til anretning er blandt ingredienserne i den praktiske opgave for årets dystende caterelever, der efter tre timers tilberedning og anretning har ti minutter til at overbevise dommerpanelet om deres gastronomiske fortræffeligheder.
Smørrebrødsjomfrueleverne får ligesom kokke- og catereleverne udleveret en råvarekurv.
Også her er tidsrammen tre timer, mens opgaven lyder på en tre retters buffet og seks stykker luksussmørrebrød.
Ligesom kokke- og tjenereleverne stilles de deltagende i DM for Caterelever og DM for Smørrebrødsjomfruelever over for en skriftlig teoriprøve aftenen før den store dag, den 5. marts.
Pokaler o.lign.
Foruden titlen og den store ære modtager årets vindere en flot pokal, der er et DM værdig og en vandrepokal, som deres skole har mulighed for at beholde til evigt eje, hvis den er vundet tre år i træk.
Hver konkurrence bedømmes af et særlig kompetent dommerpanel udpeget af HORESTA og 3F.
10 elever fra Nordjylland
I DM i kokkeelever:
Søren Bakholt Tøndersen og Dennis Juhl Jensen
I DM for Tjenerelever:
Linett Sejling Nielsen og Mark Anthony Andersen
I DM for Caterelever:
Bodil Berman og Helle Lauritzen
I DM for Smørrebrødsjomfruelever:
Louise Børglum og Janni Hansen